Ferie i Jesperhus

Som jeg kort var inde på sidst, var vi i uge 30 en uge i Jepserhus. Det var første rigtige rejse-væk-fra-hjemstavnen-i-mere-end-2-dage-ferie for vores lille familie på 4. Især den store prinsesse, der i øvrigt fyldte hele 5 år på afrejsedagen, havde talt ned siden turen blev bestilt i januar, så det var spændte unger - og forældre - der stod tidligt op mandag morgen for at fejre yndlingens halvrunde dag og pakke det sidste habengut sammen. Og så var det ellers afsted. Efter et lille stop ved farmor - som skulle med - gik kursen mod Odden, hvor færgen ventede på os. Mindstemanden var enormt spændt og en smule ængstelig, ved udsigten til at skulle sejle. Det var nemlig hans første tur. Det gik fint, trods en rimelig søgang. Ingen søsyge og ordet færge blev hurtigt indlemmet i det hastigt voksende ordforråd. Efter færgen gik turen mod Jesperhus, og godt 3 timer i en stegegryde af en bil senere nåede vi frem. Svigerinden + familie havde allerede tjekket ind, så vi skulle bare finde vores telt, hilse pænt goddag og pakke ud - og så var 1 uges afslapning (as if!!!) skudt i gang. Og det var en fantastisk uge, intet mere intet mindre. Afslapning blev der ikke meget af, men vi fik alle fyldt op på oplevelses-kontoen, og jeg regner ikke med, at det er sidste gang vi har lagt vejen forbi der.
Der var så mange aktiviteter... nævner i flæng: Martin og Ketil show i parken, Jungledyret Hugo-show i parken og Godnatshow på campingpladsen om aftenen. Snobrødsbagning hver aften. Vin- og ølsmagning. Aktivitetsgård med alskens krea-aktiviteter, nogle ret dyre men med mulighed for at lave Jungledyret Hugo eller en af hans venner (Rita, Zik eller Zak) gratis i Hama-perler. Store (som i STORE) legepladser, med hoppepuder. Aktivitetshal med store ruthcebaner, spillemaskiner, badminton- og squashbaner samt klatrevæg. Udendørs tennisbaner. Minigolf. Bowling- og lasergamebaner. Indendørs og udendørs badeland med svømmeskole hver dag. Og så var der selvfølgelig parken med de føromtalte shows, junglezoo, lækker junglelegeplads, ponyridning og et par andre forlystelser og 4D biograf. Jeg har sikkert glemt noget, men der var virkelig meget og især i børnehøjde. Jeg havde i dagene op til afgang lavet klar til hele to evighedsprojekter (flet tasker), og slæbt garn og hæklenåle med, hvis nu vejret eller stedet skuffede. Fik stort set ikke lavet noget.

Vi startede med at fejre fødselsdag med gave, kager, saftevand og frugt. Og så måtte vi en tur i badeland. Og derefter gik ugen med alle aktiviteterne, kun afbrudt af en tur til Nykøbing Mors til den ugentlige gågade-til-ære-for-turister-aften og en tur til Thisted efter frisk fisk. Vejret var med os, solrigt og varmt, kun med regn en enkelt nat og formiddag. Det var ikke helt uden udfordringer at være 12 mand på ferie sammen, men det gik bedre end frygtet. Vores guld nød i den grad at have de store kusiner at hive med til alt det mor og far ikke gad. Skulle det ske igen en anden gang, er der ting, der skal gøres anderledes, men nu er det prøvet og vi har fået nogle erfaringer med os. Jeg vælger at huske ugen som fantastisk, især pga. alle de oplevelser og indtryk vi og børnene fik med os.

Ramt i hjertet...

http://www.youtube.com/watch?v=nQY4dIxY1H4

Det er lige, hvad den her har!!! Det er noget af en tåreperser, ham Chris har bikset sammen - med strygerkvartet, heartbreaking forhistorie og alt det der. Normalt finder jeg sådanne sammensætninger en anelse kvalme-sødt, men den her har altså ramt hjertet. Om det er det fantastiske forår, der venter rundt om hjørnet eller jeg bare er en smule pladder-lykkelig over at have gennem- og overlevet min værste vinter ever, ved jeg ikke. Anyways, ville bare lige dele min nyfundne ørebasker numero uno.

Derudover er der ikke meget nyt under solen - som ellers har skinnet fint og yndigt i mange timer denne uge. Jeg arbejder stadig på at få fast grund under fødderne i min nye rolle som ufaglært lærer. Og wow, hvor kan jeg godt mærke, at jeg mangler pædagogisk fundament, så det batter. Især når man bliver 100% ignoreret af en teenageknægt med hovedet fyldt af pubertetsbumser! Jeg kan deale med larmende og næsvise unger, men at blive ignoreret, dét kan jeg ikke ha!!! Både fordi jeg finder det fuldstændig grænseoverskridende respektløst og fordi jeg simpelthen ikke aner, hvordan jeg kunne tackle det.

På den kreative side er der stille. Fuldstændig øredøvende tavshed. Ikke fordi lysten ikke er der, og ikke fordi inspirationen er fløjet. Men tid og overskud er privilegier, jeg ikke har fået tildelt i den sidste uge. I aften fandt jeg en ny blogger, der laver candywrap, og med mange fine og for mig nye produkter. Så det var helt sikkert benzin på mit inspirationsbål. Og nu klør det lidt i fingrene igen for at komme i gang. Så næste uge skal jeg på jagt efter noget lækkert gavepapir eller bogbind, og så skal der klippes, klistres og flettes.

Scrapbooking - en tragisk historie

Da jeg forleden "offentliggjorde" min blog, fortalte jeg en smule om, hvorfor jeg i tidernes morgen begyndte på min scrapbog. Jeg synes også, at den historie hører til herinde, om ikke andet så for min egen skyld, så jeg husker på bogens oprindelige formål.
Min scrapbog er min "arv" til mine børn. Den skal fortælle dem om den ubegrænsede kærlighed, jeg føler for dem, hvis jeg en dag ikke længere er i stand til selv at være tilstede. De er elsket, og har været det fra dag 1, og det skal de vide - med eller uden mig til at vise det.

Baggrunden for disse alvorlige tanker kommer her: et par i vores ydre bekendtskabskreds fik deres 2. barn i det forår, hvor vores datter var ca. 10 mdr. I sommeren samme år deltog vi i samme komsammen, som mine svigerforældre var med til at arrangere. Alt virkede fint og fyldt med babylykke, og vi nød vores egen guldklump, som på det tidspunkt var lige omkring 1 år. Men kort tid efter fik vi en melding, som bestemt ikke var rar. Kvinden, som er på min alder, sund, frisk og langt mere fysisk aktiv end jeg, havde fundet en knude i brystet, som i første omgang blev afvist som en hævet mælkekirtel, men ved nærmere eftersyn viste sig at være kræft - og desværre med spredning. Hun kom heldigvis igennem det, men fik tilbagefald omkring 1 år efter, og kæmper stadig med det i skrivende stund. Jeg  sender ofte en tanke i hendes retning, og håber, at hun har styrke nok til at overmande sygdommen.
Men tanken om, at man som nybagt mor i så ung en alder kunne blive ramt af noget så voldsomt, chokerede mig. Den største frygt som forælder er at miste sine børn - min næststørste frygt er, at jeg må forlade dem! Især mens de er så små, at de endnu aldrig ville kunne huske min stemme, mine kys, mit udseende - og ikke mindst min altoverskyggende kærlighed til dem. Dén tanke kunne jeg næsten ikke bære, og jeg synes det var så voldsomt uretfærdigt og meningsløst. Altså, jeg vidste jo, set med de rationelle briller, at ingen uanset alder er fredet ift. sygdom, ulykke osv., men alligevel var jeg overrasket - sådan lidt på den måde at jeg følte mig ført bag lyset af skæbnen; man kan da ikke give lykke med den ene hånd og så sende sådan en omgang afsted med den anden!!
Jeg følte, at jeg måtte lave noget, mine børn (på det tidspunkt: barn) kunne have som et vidnesbyrd om, at de altid har været og altid vil være elsket. Det var - og er - mig magtpåliggende, at de aldrig i deres liv vil tvivle på det. Og hvis jeg en dag ikke længere kunne være der til at vise og fortælle dem det, så måtte jeg finde en måde at få det fortalt alligevel. I starten overvejede jeg en dagbog, men en scrapbog fortæller ikke kun historierne i tekst, men også i billeder. Og billeder kan ofte udtrykke kærlighed mere end ord.
I starten var bogen et vidnesbyrd om MIN kærlighed til dem, men meget hurtigt kom den til at omfatte hele familiens. Og det er jeg glad for i dag, hvor vi har mistet alt for mange af dem, der elskede dem fra starten. Det bliver en omfattende bog - og med tiden nok også en serie - da den startede ved min datters 3D-scanning og så fortsætter i kronologisk orden. Jeg er pt. bagud, men håber at de kommende mørke vinteraftener vil rette op på det.
En ting er sikkert: mine børn af elsket. Ikke blot af deres far og mor, men af mange, og dét skal de aldrig være i tvivl om.