Craaazyyy!!!

Jeg har det som om, at jeg har løbet et maraton - uden at træne først vel at mærke. Den sidste måned har budt på overraskende mange udfordringer, og endda mest af den positive slags. Manden har fået et souschefjob i en lokal butik, hvor der dels er et mere roligt og afslappet arbejdsmiljø og dels er mulighed for rigtig mange sjove og lærerige tiltag. Jeg tror på, at han er kommet til et godt sted.
Og så til den helt store altoverskyggende hændelse! JEG TJENER FOR FØRSTE GANG I 3,5 ÅR MINE EGNE PENGE! Det er helt utroligt, hvad der kan komme ud af 1,5 minuts møde med en gammel bekendt i en bybus. Det er sandt, når man siger, at netværket er et rigtig godt sted at finde nye jobs. Jeg har bare ikke haft held - eller evne - til at udnytte det. Ikke før nu that is...
Jeg startede for godt 2½ uge siden lærervikar på en lokal skole. Meningen var, at jeg så kunne bruge af mine supplerende dagpenge, så jeg da tjente noget af min løn selv. Da jeg havde haft 2 vagter, fik jeg tilbudt et fast skema på ubestemt tid - dog senest til sommerferien. Jeg har ca. 22,5 lektion om ugen, svarende til 19,75 timer. Lige nu regner jeg en del, men kan jeg få det samme udbetalt, som jeg pt. har på dagpenge, så hopper jeg ud af systemet så længe vikariatet kører. Det ville være fantastisk med en pause, hvilket også vil skubbe "deadline" for sidste dagpengedag. Jeg kunne godt nok få en del mere udbetalt ved at blive på de supplerende dagpenge, men vælger nu altså at spare dem i stedet. Det vejer langt tungere at kunne kalde sig for selvforsørgende end at have de ekstra penge hver måned. Jeg har længe haft svært ved at forstå de mennesker, der er så indignerede over lediges vilkår. I hvert fald dem, der synes det er snyd, at de må yde, så de ledige kan nyde. Jeg ved godt, at der sikkert findes nogle brodne kar, der af ren bekvemmelighed ikke arbejder. Dem kan man nok aldrig helt undgå. MEN jeg vil til hver en tid hellere arbejde i et rigtigt arbejde og få det samme som jeg får nu, fremfor at være ledig og skulle ligge under for det syn, mange har af ledige. Det er så nedværdigende og destruktivt hele tiden at skulle forsvare sig med, at man faktisk gerne VIL arbejde, men det bare ikke er til at finde. Jeg finder det utroligt, at man i en tid, hvor alle ved, at der er krise og jobmangel, stadig kan oppebære et samfundssyn der siger, at ledige er dovne egoistiske snyltere.
Anyhow, nu er jeg lærervikar for 10. F, en modtagerklasse for udenlandske børn, og en 4. kl i dansk - en opgave jeg lige skal finde fodfæste i, men der følger nok mere herom.

Midt i alt det skønne, har vi også haft en rigtig trist hændelse. Jeg har før skrevet om en kræftsyg kvinde på min alder, hvis historie inspirerede mig til at scrappe til mine børn. Hun måtte desværre opgive kampen for små 14 dage siden. Hun kæmpede med både styrke og mod, og opgav aldrig lysten til livet, men til sidst kunne kroppen ikke følge med mere. At dø af kræft er altid barsk og voldsomt, og dette var ingen undtagelse. Det er oplevelser som denne, der gør at jeg elsker og værdsætter livet i al dets skønhed og brutalitet lidt mere end ellers, og sørger for at kysse og kramme mine børn meget mere end ellers.

Der er i denne hektiske måned blevet tid til at færdiggøre ét eneste krea-projekt: en candywrapper pung lavet af bogbind og bogbinderplast. Er ganske godt tilfreds, og bruger den selv. Min gamle pung i kunstlæder måtte give op, da kunstlæderets overflade begyndte at drysse af. Så nu mangler jeg bare daim-tasken og BKI-pungen. Jeg har fået 3-4 BKI-poser og mangler kun 15-20 stk. daimpapir, før at det bliver en realitet.
I dag gjorde jeg ellers også et helt fantastisk kup! En god ven af vores lille familie har købt et nedlagt landbrug - på tvangsauktion. De tidligere ejere har efterladt en hel masse mærkelig ting, og der har været erhverv i nogle af bygningerne. I kaffestuens ene skab havde vores ven fundet 10-12 pakker kaffe fra noget velgørenhed (hvide poser - yeaiiih). Kaffen var faldet for dato i 2008(!!!), så jeg fik alle poserne med hjem. Så nu skal jeg vælge et projekt at bruge dem til. Kaffeposer er bare det bedste candywrapper materiale - for mig :)

Og efter dette mammut-indlæg vil jeg begrave mig i 4. kl.´s opgave- og læsebøger, så jeg kan være klar til at give mine små elever en dosis lærdom i morgen.

Published with Blogger-droid v2.0.4

Har ingen ide om...

...hvad overskriften på dette indlæg kunne være :) Vil egentlig bare lige ligge et indlæg, der viser, at det trods alt går fremad, selvom det er med mikro-bitte-små krybe-skridt!
Jeg går i morgen i gang med sidste uge på kursus, og det skræmmer mig pænt meget. Jeg har ikke fundet hverken praktik eller løntilskud, og helt ærligt, så vil der være overhængende fare for tilbageslag, hvis jeg igen ender herhjemme på fuld tid. Så tror jeg vil fokusere på det i næste uge. Og så er det 16 dage siden sidste coach-time, så der skal bookes en ny tid.

Og så til fremgangen: Jeg tror nu, at jeg er nået dertil, hvor jeg igen kan tage kampen op med jobsøgningen - sådan for alvor og ikke kun på det tvungne niveau. MEN jeg kan stadig ikke se, hvor der skulle kunne være en åbning til mig - hverken ift. branche eller på "rangstigen". Og derfor skal jeg nu have gang i noget hardcore rådgivning, som kan vise mig nye veje og muligheder. Det er et rimeligt stort skridt fremad for mig - og jeg mærker da også en smule glæde ved det. At tro på det gør jeg stadig ikke, men håber de nye veje kan hjælpe på det. Nu har jeg i hvert fald en konkret ting, der forhåbentlig kan hjælpe på håbløshed og mismod. Og det har jeg ikke haft længe.
Jeg kan stadig til tider miste fokus på nu-og-her og panikke over fremtiden. Det er rigtig ubehageligt at sidde og være handlingslammet, fordi man kun kan se tvangsauktion i fremtiden, og alle aktiviteter farves af det - f.eks. om det nu kan betale sig at melde datteren til gymnastik i efteråret, hvis vi alligevel mister huset og må flytte til næste år... eller om det virkelig kan betale sig at gøre noget ved husets mangler, når vi alligevel mister det og skal flytte til næste år - get the picture? Og det er umuligt at holde fokus på, at der TRODS ALT er 13 mdr+ til de fordømte dagpenge udløber, og selv hvis vi skulle nå dertil, så ville vores opsparing kunne holde os i live i en rimelig tid, og derefter ville der være ressourcer i vores bagland, der ville hjælpe os i en ligeledes rimelig tid. Når dét fokus ryger, så melder de dumme tanker sig, og så skal der virkelig kæmpes for ikke at ryge tilbage i hullet. Nogle dage går det okay, og andre er rigtig svære. Men at vide, at jeg nu er klar til at kæmpe lidt igen, og jeg "bare" mangler noget viden og overblik for at komme i gang - det er motiverende og en god hjælp i de hårde stunder.

Hvad er da det?!? Spirende optimisme? Virkelig?!!

Onsdag... virkelig??! Allerede!?!? Sådan sidder jeg lige nu. Fatter slet ikk, at der allerede er gået en uge, siden det var onsdag sidst.
Sidste onsdag var jeg til møde ved min 2. aktør og fik hældt en masse af min angst og frustration udover hende - havde advaret hende i en mail, så hun var heldigvis kampklar med råd, vejledning og tålmodighed. Og som nævnt sidst, skal jeg nu starte aktivering allerede på mandag istedet for at vente til uge 6, samt på et coachingforløb hos hende. Det letter helt enormt at vide, at der nu er nogen "proffer", der tager over. Nogen som IKKE er bange for at ruske op i mig,  når sortsynet bliver for overvældende, og som kan se fremtiden langt klarere end jeg.
Eneste minus er, at jeg i slutningen af marts/starten af april ikke længere er tilknyttet AS3 (man henvises for 1 år ad gangen), og grundet nye regler ved jeg ikke, om kommunen indgår nye aftaler med AS3, så jeg kan vælge dem igen, om de trækker LVU´erne "hjem" til eget jobcenter eller finder helt nye 2. aktører. Og det skaber en vis usikkerhed, for jeg har så stor tillid til min konsulent, og finder det rigtig svært at skulle skabe samme bånd til en ny konsulent, især når det hele er så skrøbeligt for tiden.
Coaching handler meget om at BESLUTTE sig for at gøre noget, og så GØRE det. Og lige nu BESLUTTER jeg, at jeg skal have så meget som muligt ud af mit coachingforløb og de sidste 2 måneder hos AS3. Jeg skal også beslutte en masse andre ting - om jeg skal bruge tiden ved AS3 til at søge et hvilken som helst job, eller om jeg skal "tænke mig selv større". Jeg er endnu uafklaret. Og så skal jeg tage beslutningen om, at jeg tror på fremtiden, og at vi nok skal klare os. Det er en beslutning, jeg SKAL tage - der er intet alternativ (eller jo, det er der, men det er det store sorte hul, og derned vil jeg helst ikke!). Jeg er bare ikke så langt, at jeg kan tage den beslutning og holde ved den, men jeg håber at blive klar i starten af coachingforløbet.
Selvom der stadig er tidspunkter, hvor det hele virker sort, negativt og trist, så kan jeg mærke klar positiv forskel siden onsdag i sidste uge. Så nu skal der gang i den gode ernæring, løb og zumba, nydning af ungerne og ikke mindst kreativiteten - der skal fyldes op på overskudskontoen og kroppen skal bombes med endorfiner og vitaminer, da jeg er stensikker på, at dette vil fremme projekt "gro et selvværd!".

Faktisk er jeg allerede i gang! Elefanten Bimle mangler nu kun ben, øre og hale - og en smule ekstra fyld, og så har jeg taget hul på en ecoist-take/pung i kaffeposer (BKI). Jeg havde 5 stk. liggende og fik dem klippet op i går. 60 lapper blev det til - hvilket rakte til 2 ringe. Så skal have samlet mindst 5 og nok nærmere 8 mere, for at nå i mål. Og eftersom vi stort set ikke drikker kaffe herhjemme, er jeg afhængig af andres barmhjertighed ;) Jeg kan mærke at tiden med kreative projekter allerede har haft positiv effekt. Jeg skal tvinge mig selv til at nyde det, og ikke føle at jeg i andres øjne driver den af på dagpenge (hvilket egentlig også irriterer mig grænseløst - jeg søger jo stadig job med lys og lygte, så hvorfor skulle jeg ikke også have lov at nyde min kreatid, som fylder mine depoter op igen, så der er overskud til endnu mere jobsøgning?!?!!??), men når jeg kan det - altså tvinge mig selv - så er det så givende for mig!

Elefanter, kaos og tidsfordriv

Så nåede vi ind i 2012, og selvom hverken jul eller nytår var nemt, gik det nu meget godt. Juleaften var nærmest ren etapeaften, hvor vi startede med at være seks til spisning og endte med at være 11 til hygge efter dans og gaveræs. Nytåret blev fejret med naboer og gode venner, og selvom jeg egentlig ikke havde den største lyst til at træde ind i et nyt og ukendt år, var det en hyggelig aften. Jeg har haft rigtig svært ved at hilse 2012 velkommen, da jeg de sidste tre år er trådt ind i det nye år med optimisme, håb og drømme. Og hvert år har på forskellig vis budt på udfordringer, der har været drænende og voldsomme. Og efter sidste omgang i november og december har jeg mistet troen på, at 2012 kunne være vores år.

Heldigvis har jeg en rigtig god konsulent ved min 2. aktør, som har tilbudt mig et coachingforløb, hvilket jeg har taget imod med glæde. Håber det kan banke noget tro og håb ind i kroppen på mig igen.

Jeg fik hele 6 Clover hæklenåle i julegave, og de er fantastiske! Jeg har givet mig i kast med amigurumi, de hæklede små dyr. Der ligger en overskuelig opskrift på en elefant i mine links, og jeg tænkte, at det kunne være et udmærket projekt at afprøve de nye nåle på. Og jeg er ikke skuffet :) Jeg håber snart at kunne præsentere elefanten Bimle.

Og så har jeg til sidst fundet mig et nyt tidsfordriv. En herlig lille app til mobilen, en udgave af spillet scrabble, kaldet wordfeud. Har hørt så meget om det alle steder, men gider ikke alle de døgnfluer, der bare æder ens tid. Men Jeg gav efter, og det er nu meget sjovt og afhængighedsskabende. Sirene81 - find mig derinde :)

Published with Blogger-droid v2.0.1

Pip!

Ja, det er vist alt, det lige kan blive til for tiden. December skulle være måneden, hvor denne blog skulle bombarderes med indlæg og billeder af alle de fantastiske jule-hygge-krea-ting, jeg skulle producere. Det blev den ikke!
Vi er igennem (endnu) en rutchetur, og det føles lige nu, som om den kun fortsætter én vej: nedad! Min kære stressramte mand blev efter 10 dages sygemelding præsenteret for en fyreseddel. "Driftsmæssige årsager" lød begrundelsen. "Driftsmæssige årsager" mig i måsen! Vi er ikke et milisekund i tvivl om, at den fyring er så personlig, som den overhovedet kan blive. Distriktchefen har længe haft et horn i siden på manden min, og varehuschefen er et ynkeligt lille væsel, der ingen skrupler har ift. at ofre alle andre for at redde sig selv. Det gik så ud over os.
Efterfølgende kan vi godt se, at det ikke var arbejdspresset, der slog manden ned, selvom det var dét, vi troede i starten. Det står helt klart, at det var det psykiske miljø, der har været skurken. igennem det sidste halve år, har både varehuschef og distriktschef i større og større grad chikaneret, udelukket og mobbet ham ud. Vi vidste bare ikke, at de ting, han blev udsat for også blev kategoriseret som det. Af samme årsag er det næsten en lettelse at vide, at han ikke skal tilbage dertil. Men det er ambivalent, for der er ingen tvivl om, at vi er fyldt af vrede, bitterhed og ønsket om hævn over de to ynkelige skabninger.
Usikkerheden, der følger en sådan fyring, har smidt os, nok mest mig, ud i en større personlig krise. Jeg har længe haft mine bekymringer om det økonomiske ift. at jeg stod uden job, men det er intet imod vores nuværende situation. Vi kan godt lige klare os på 2 dagpengeindtægter, men det bliver dælme ikke sjovt! Og alle de her hændelser har sparket min tro på, at der er et job til mig endnu længere væk - faktisk har jeg svært ved at få øje på den. Og med møde med 2. aktør og intensiv aktivering lige rundt om hjørnet har min stress-panik-angst fået ny næring. Er så træt af det her system - især så længe jeg sidder på den "forkerte" side af bordet.
Jeg er ikke i tvivl om, at manden har et job inden hans opsigelse udløber. Om ikke andet vil han sikkert kunne få job i en butik igen, men det kan jeg næsten ikke overskue. Jeg har fundet ud af, hvor meget jeg egentlig hadede, at han nærmest ikke var hjemme hver 2. weekend, havde lange eftermiddage i hverdagen, så han sjældent kunne hente unger osv. Men sælgerjob hænger ikke på træerne for tiden. En god håndværkerven har også tilbudt ham ansættelse, men det er jeg lidt skeptisk overfor, da jeg synes, det vil være virkelig synd, hvis der opstår uoverensstemmelser, og venskabet ryger i svinget. Men det er da rart at have som sikkerhed.
Også andre tanker sættes i gang. Efter nytår skal jeg som nævnt i yderligere nærkontakt med systemet, og manden skal involveres i sygedagpengesystemet - så vores børn har så 2 forældre, der er i "systemet". Det gør mig rigtig ked. Jeg har aldrig set os som sociale "tabere", men kan ikke lade være med at tænke sådan om os nu. Vi mister selvbestemmelse i stor stil, og det skal vores børn ikke vokse op med. Øv øv øv noget hø.

Alt det kreative jeg havde planlagt her i december er mere eller mindre skrinlagt. Jeg har simplethen ikke lyst - og så er den altså slem. Jeg har hæklet 5-6 lapper til mit evighedsprojekt (slumretæppe), og så er jeg 1/3 i gang med en mini julesok, men det er så det. Vi har dog fået julebagt og i morgen står den på konfekt. Det har bestemt ikke været den december jeg havde forudset eller ønsket, men jeg må indrømme, at jeg godt kunne vende mig til at holde ferie i hele december alle 4. Hvis det ikke lige var for usikkerhed, bekymringer, tanker osv., ville det her have været en dejlig december. Aldrig har vi haft så meget tid sammen før.

Nå, det blev vist mere end et enkelt pip. Jeg håber, at jeg kan komme med en masse gode nyheder i det nye år. For lige nu har jeg ikke meget positivt at byde ind med. Men vi er da i live... sådan da. God jul og godt nytår.

6-kant og Twillight

Nu har jeg fået hæklet to prøvelapper af den afrikanske 6-kantede blomst, og det er egentlig gået ret godt - hvis jeg selv skal sige det! Storepigen har nappet begge til sine dukker, og det er helt fint, da der selvfølgelig var visse begynderfejl. Men nu står den på masseproduktion af dem, så jeg kan få lavet et lille tæppe til hende. Jeg skal bare have samlet en masse garnstumper i fine farver, så der kan komme godt med spræl på :)

Lige nu sidder jeg og ser filmen New Moon (nr. 2 i Twillight-sagaen), og prøver i hærdigt at overbevise mig selv om, at det er en helt igennem sublim filmoplevelse... men må nok indrømme at min umiddelbare respons er sådan lidt "nå... okay... tjaaa... var det dét? what´s all the fuss about?". Jeg er nok langt mere en Harry Potter-pige end en Twillight-pige. Men det er da udmærket baggrundsflimmer ;)

På søndag skal vi til julehygge i børnehaven. Jeg håber, vi får fundet julestemningen frem inden da. Jeg synes stadig, at bekymringerne hænger noget tungt over vores hoveder. Efteråret er kommet for alvor, og det kan i den grad mærkes på humør, overskud og energi. Jeg synes tankerne flyver rundt - vil manden kunne holde stand mod stressen? Hvis ikke, vil han så kunne rejse sig igen? Vende tilbage? Miste jobbet? Hvis han kan, vil han så alligevel miste jobbet? Vil jeg nå at finde noget inde mine dagpenge er væk? Vil vi ende i en kombination af det hele? Vil vi i så fald blive tvunget til at opgive huset? Vil vi kunne overleve det som familie? Ja, osv. osv. Min største frygt er, at vi mister huset - ikke så meget for min eller mandens skyld, men for ungerne. Ville hade at skulle rykke dem op med rod, især hvis vi ikke selv får valget. Og ville hade, at vi skulle i lejlighed igen eller ende ud i en stor gæld, som begrænser ungernes muligheder for oplevelser.

Nå, der skal jeg da vist love for, at min frygt blev lagt frem... Jeg håber, at manden når at finde et andet job, inden stressen indhenter ham, og jeg håber, at jeg finder et job - ligegyldigt hvilket - inden mine dagpenge er brugt op. Det er unægteligt nemmere, hvis man tror på det, og lige nu kan den tro ligge på et meget lille sted. Jeg håber - jeg håber vist mange ting for tiden - at jeg genvinder den, og gerne snart. For det er svært at gå rundt med en evig indre uro og se mørke skyer i horisonten konstant. På søndag vil jeg gøre mit bedste for at nyde julen og mine børns begejstring ved den. Så må det andet vente.

Ikke meget kreativt input...

Øv øv øv, synes virkelig det her ledigheds-noget trækker på alle ressourcer i mig. Lige nu kan jeg slet ikke se, at der skulle være et job til mig derude et sted. Jeg er stresset over ikke at kunne hive en fast og stabil indkomst hjem til familien, og over at mine dagpenge udløber om "kun" 16 mdr. Alle omkring mig er sikre på, at jeg har god tid, og at det nok skal lykkes. Jeg kan bare slet ikke tro på det lige nu. Og det ligger virkelig en dæmper på glæden ved efteråret og den forestående jul - som jeg ellers elsker. Jeg har konstant dårlig samvittighed, når jeg laver nogle af de ting, der ellers normalt giver mig overskud - som det kreative - for jeg burde jo bruge al min tid på jobsøgningen. Og fordi jeg ikke får fyldt overskudskontoen op med de kreative sydsler, så er jeg kun på halvt blus i jobsøgningen, da det konstant kribler i mig for at hækle, flette eller hvad der nu lige er på programmet. Samtidig er manden bestemt ikke lykkelig for sit job, men er lidt bundet til det, så længe jeg står uden. Øv hvor føler jeg mig dog låst fast! Jeg har et par veje, jeg kan gå, så der er bestemt ting, jeg kan arbejde videre med, men troen på dem er lig nul. Og jeg har meget meget svært ved at finde energien til at komme i gang med dem, når jeg nu ikke kan tro på dem.

Lidt kreativt er det dog blevet til, selvom jeg synes, at overskuddet er gået i minus, og tiden løber af sted, som om den skulle nå noget!
Jeg har hæklet en smule. Efter at have hæklet et "dukkehalstørklæde" - en prøveklud, hvor jeg lige blev fortrolig med de mest gængse masker, og som min pige mente absolut var til hendes dukke - gik jeg i krig med en suttekæde, jeg så og forelskede mig i på en anden side (linket ligger på link-siden, tror nok bloggen hedder Glaphuset eller noget i den stil). Første forsøg var med en helt forkert type garn, men det var den, der lige var hjemme. Den blev alt for stor. Så op og købe nyt og prøve igen. Denne gang blev den i den rette størrelse, men var til gengæld vind og skæv og fuld af huller i varierende størrelse. 3. forsøg blev faktisk ret godt, hvis jeg nu skal sige det selv (og hvem ellers skulle!). Ingen huller i kæden - udover dem, der skal være - og kun meget lidt skævhed! Så nu skal jeg have købt nogle silicone-sutteholdere, som skal sys i den ene ende, og nogle selespænder, som skal i den anden.

Jeg er - eller var - også gået i gang med et babytæppe i dukkeformat. Mest for at øve i at hækle i zig-zag. Problemet var, at jeg startede ud med 100 masker og efter 4 rækker havde jeg ca. 125 masker - tæppet begyndte at have en mistænkelig V-form over sig, så det er nu pillet op, og når jeg en dag har overskud og fred starter jeg forfra, og så tæller jeg masker ved hver eneste række, ja jeg gør så! Jeg har lovet min pige et dukketæppe med zig-zag mønster, og dét skal hun få.

Så status er lige nu, at jeg har så mange ting, jeg gerne vil i gang med - både kreativt og jobmæssigt - men jeg kan ikke, da kreativt arbejde giver mig dårlig samvittighed overfor jobsøgningen, og jeg kan ikke være kreativ, når jeg er i dårligt humør, og jobsøgningen gør mig stresset og i endnu dårligere humør, da jeg føler mig fanget og ude af stand til at komme videre. Jeg tror det første jeg skal gøre i morgen er, at lave mig et dagsskema, hvor både jobsøgning, kreativitet, børn og motion kommer på, og så tvinge mig selv til at gøre plads til det hele, og til at nyde det hele.

En hektisk august...

... er ved at være slut. Og føler et personligt behov for at få det hele ned på skrift, så dette indlæg kunne godt blive det længste hidtil.
Torsdag d. 4. august havde jeg sidste dag i min praktik ved AS3. Som ledig kan aktivering som praktik være lang og føles som ren og skær opbevaring af ledige. Jeg har på ingen måde haft det sådan. Jeg er blevet udfordret både personligt og fagligt, men ville ikke undvære det. Den sidste uge var jeg sammen med en freelancer - et lidt fancy ord for en vikar - der i dagligdagen havde sit eget kommunikationsfirma og ellers bijobbede i AS3 Employments søsterselskab AS3 Development. Han var endvidere uddannet økonom. Han havde nogle virkelig dystre perspektiver på ledighedsområdet. F.eks. så han ikke kun stilstand men også en stigning i ledighedssatistikken, og så troede han ikke på, at man ville have en chance på arbejdsmarkedet efter maks. 3 år i ledighed. Rimelig ærgelige perspektiver at lufte for mig, eftersom min ledighed til oktober har varet i... ja, 3 år! Godt nok med 9 mdr.s graviditet, hvor jeg var i løntilskud og 12 mdr.s barsel, men ikke desto mindre er det til oktober 3 år siden, jeg blev færdig på uni, og der har desværre ikke været meget respons på min aktivitet udi jobsøgningen. Nu trak han da godt nok i land, da han hørte, at jeg både havde været i løntilskud og på barsel, men hans holdning havde sat sine spor i mit indre panikmonster. Øv øv, at en ellers fantastisk udviklende praktik skulle sluttes med dette.

Den efterfølgende weekend foregik i køkkenet, hvor hele 3 dåbskager skulle gøres klar til en venindes lille dreng. Billeder er lagt ind. Og så var vi lige et smut på Ringsted Festival, hvor vi skulle spise i Rock Loungen (opnået gennem mandens kontakter) og høre Sort Sol. Nu kender jeg kun "Let Your Fingers Do The Walking", og den kom som sidste ekstranummer i en 1½ minuts udgave, så det var et antiklimaks, der kunne mærkes. Men Det var nu alligevel en god oplevelse. De næste 14 dage stod i feriens tegn. Uge 32 og 33 var der dømt familiehygge. Vi skulle ikke på rejse, men havde planlagt turer ud til forskellige forlystelsesparker. Alle blev aflyst pga. det efterårsagtige vejr. Vi fandt heldigvis andre måder at hygge på, en tur til IKEA, familiebesøg, fodring af ænder osv. Derudover stod den på 30 års fødselsdag for vennerne - familien havde vi klaret i juni, men pga. en ven, der er sømand, og som vi meget gerne ville have med, rykkede vi abegildet til august. Og sikke et abegilde! Det var en skøn aften og nat, og selvom min hukommelse svigter fælt i den sidste times tid, og jeg pænt blev lagt i seng, vil jeg til hver en tid huske den fest som FANTASTISK. Dagen efter foregik på sofaen. De første mange timer brugte jeg på at sidde så stille som overhovedet muligt og få maven til at falde på plads igen. Det tog et par dage, før jeg var helt fit-for-fight, men det gik.
I sidste uge af ferien holdte vi så storepigens fødselsdag for børnehaven. Hele 4 år er hun nu. Det var første gang, vi inviterede børnehaven hjem, så det var et par ret spændte forældre, der tog i mod 14 killinger og 3 pædagoger. men det gik vist fint nok, og storepigens Bamse & Kylling-kage vakte glæde. Det tør vi godt prøve igen.

Nu er ferien slut, og "hverdagen" er startet op igen. Dvs. ungernes og mandens er. Jeg skal jo ikke i praktik mere, og teknisk set kan jeg nu gå hjemme til januar/februar, med mindre jeg vinder i joblotteriet. Det kan jeg på ingen måde overskue, så jeg arbejder, ved siden af søgning efter ordinært job, på at finde et løntilskud igen, så jeg kan bruge min ledighed på noget fornuftigt som at samle erfaring. Gerne indenfor offentlig administration.
Der er dog én fordel ved at være ledig og hjemmegående. Når ungerne er syge, behøver man ikke bekymre sig om varigheden af det. Mindstemanden er nede med sin 1. forkølelse i denne sæson, og han rammes altid samtidig af astmatisk bronkitis, så det kan godt være svært at komme helt ovenpå igen. Så lige nu kan jeg se en anelse positivt i at være arbejdsløs. Jeg har haft virkelig svært ved at finde "ro" i min ledighed, forstået på den måde, at det er rigtig svært, at "nyde" de fordele ledighed trods alt og alt andet lige har. Som i dette tilfælde. Som ledig skal man jo være på jobjagt hele tiden - hvilket er fair - men man møder tit holdningen om, at har man intet arbejde, så MÅ det da være fordi man er doven og ikke gider! Så som ledig tør jeg da ikke indrømme, at der er (meget få) situationer, hvor ledighed har sine fordele - for så er det da helt tydeligt, at man bare er luddoven og vil gå hjemme på samfundets bekostning.
Men nu har jeg tænkt mig at forsøge at få det bedste ud af det på alle fronter - praktik og løntilskud, så jeg kan opbygge den erfaring jeg mangler, networking - så jeg til alle tider i alle situationer har et netværk, jeg kan bruge, selvudvikling - så jeg bliver langt mere sikker på mig selv og groundet i mine holdninger, og sidst men ikke mindst vil jeg udnytte tiden til samvær med mine skønne unger, og dyrke mine kreative sider! Selvfølgelig vil jeg helst have et arbejde - og at have et arbejde udelukker jo ikke, at jeg kan gøre ovennævnte ting (jo, løntilskud måske) - men når min situation nu en gang er som den er, så vil jeg også have det bedste ud af den - uden at have dårlig samvittighed eller skulle forklare hvorfor, hvordan og hvorledes hver gang!