6-kant og Twillight

Nu har jeg fået hæklet to prøvelapper af den afrikanske 6-kantede blomst, og det er egentlig gået ret godt - hvis jeg selv skal sige det! Storepigen har nappet begge til sine dukker, og det er helt fint, da der selvfølgelig var visse begynderfejl. Men nu står den på masseproduktion af dem, så jeg kan få lavet et lille tæppe til hende. Jeg skal bare have samlet en masse garnstumper i fine farver, så der kan komme godt med spræl på :)

Lige nu sidder jeg og ser filmen New Moon (nr. 2 i Twillight-sagaen), og prøver i hærdigt at overbevise mig selv om, at det er en helt igennem sublim filmoplevelse... men må nok indrømme at min umiddelbare respons er sådan lidt "nå... okay... tjaaa... var det dét? what´s all the fuss about?". Jeg er nok langt mere en Harry Potter-pige end en Twillight-pige. Men det er da udmærket baggrundsflimmer ;)

På søndag skal vi til julehygge i børnehaven. Jeg håber, vi får fundet julestemningen frem inden da. Jeg synes stadig, at bekymringerne hænger noget tungt over vores hoveder. Efteråret er kommet for alvor, og det kan i den grad mærkes på humør, overskud og energi. Jeg synes tankerne flyver rundt - vil manden kunne holde stand mod stressen? Hvis ikke, vil han så kunne rejse sig igen? Vende tilbage? Miste jobbet? Hvis han kan, vil han så alligevel miste jobbet? Vil jeg nå at finde noget inde mine dagpenge er væk? Vil vi ende i en kombination af det hele? Vil vi i så fald blive tvunget til at opgive huset? Vil vi kunne overleve det som familie? Ja, osv. osv. Min største frygt er, at vi mister huset - ikke så meget for min eller mandens skyld, men for ungerne. Ville hade at skulle rykke dem op med rod, især hvis vi ikke selv får valget. Og ville hade, at vi skulle i lejlighed igen eller ende ud i en stor gæld, som begrænser ungernes muligheder for oplevelser.

Nå, der skal jeg da vist love for, at min frygt blev lagt frem... Jeg håber, at manden når at finde et andet job, inden stressen indhenter ham, og jeg håber, at jeg finder et job - ligegyldigt hvilket - inden mine dagpenge er brugt op. Det er unægteligt nemmere, hvis man tror på det, og lige nu kan den tro ligge på et meget lille sted. Jeg håber - jeg håber vist mange ting for tiden - at jeg genvinder den, og gerne snart. For det er svært at gå rundt med en evig indre uro og se mørke skyer i horisonten konstant. På søndag vil jeg gøre mit bedste for at nyde julen og mine børns begejstring ved den. Så må det andet vente.