Og så til den helt store altoverskyggende hændelse! JEG TJENER FOR FØRSTE GANG I 3,5 ÅR MINE EGNE PENGE! Det er helt utroligt, hvad der kan komme ud af 1,5 minuts møde med en gammel bekendt i en bybus. Det er sandt, når man siger, at netværket er et rigtig godt sted at finde nye jobs. Jeg har bare ikke haft held - eller evne - til at udnytte det. Ikke før nu that is...
Jeg startede for godt 2½ uge siden lærervikar på en lokal skole. Meningen var, at jeg så kunne bruge af mine supplerende dagpenge, så jeg da tjente noget af min løn selv. Da jeg havde haft 2 vagter, fik jeg tilbudt et fast skema på ubestemt tid - dog senest til sommerferien. Jeg har ca. 22,5 lektion om ugen, svarende til 19,75 timer. Lige nu regner jeg en del, men kan jeg få det samme udbetalt, som jeg pt. har på dagpenge, så hopper jeg ud af systemet så længe vikariatet kører. Det ville være fantastisk med en pause, hvilket også vil skubbe "deadline" for sidste dagpengedag. Jeg kunne godt nok få en del mere udbetalt ved at blive på de supplerende dagpenge, men vælger nu altså at spare dem i stedet. Det vejer langt tungere at kunne kalde sig for selvforsørgende end at have de ekstra penge hver måned. Jeg har længe haft svært ved at forstå de mennesker, der er så indignerede over lediges vilkår. I hvert fald dem, der synes det er snyd, at de må yde, så de ledige kan nyde. Jeg ved godt, at der sikkert findes nogle brodne kar, der af ren bekvemmelighed ikke arbejder. Dem kan man nok aldrig helt undgå. MEN jeg vil til hver en tid hellere arbejde i et rigtigt arbejde og få det samme som jeg får nu, fremfor at være ledig og skulle ligge under for det syn, mange har af ledige. Det er så nedværdigende og destruktivt hele tiden at skulle forsvare sig med, at man faktisk gerne VIL arbejde, men det bare ikke er til at finde. Jeg finder det utroligt, at man i en tid, hvor alle ved, at der er krise og jobmangel, stadig kan oppebære et samfundssyn der siger, at ledige er dovne egoistiske snyltere.
Anyhow, nu er jeg lærervikar for 10. F, en modtagerklasse for udenlandske børn, og en 4. kl i dansk - en opgave jeg lige skal finde fodfæste i, men der følger nok mere herom.
Midt i alt det skønne, har vi også haft en rigtig trist hændelse. Jeg har før skrevet om en kræftsyg kvinde på min alder, hvis historie inspirerede mig til at scrappe til mine børn. Hun måtte desværre opgive kampen for små 14 dage siden. Hun kæmpede med både styrke og mod, og opgav aldrig lysten til livet, men til sidst kunne kroppen ikke følge med mere. At dø af kræft er altid barsk og voldsomt, og dette var ingen undtagelse. Det er oplevelser som denne, der gør at jeg elsker og værdsætter livet i al dets skønhed og brutalitet lidt mere end ellers, og sørger for at kysse og kramme mine børn meget mere end ellers.
Der er i denne hektiske måned blevet tid til at færdiggøre ét eneste krea-projekt: en candywrapper pung lavet af bogbind og bogbinderplast. Er ganske godt tilfreds, og bruger den selv. Min gamle pung i kunstlæder måtte give op, da kunstlæderets overflade begyndte at drysse af. Så nu mangler jeg bare daim-tasken og BKI-pungen. Jeg har fået 3-4 BKI-poser og mangler kun 15-20 stk. daimpapir, før at det bliver en realitet.
I dag gjorde jeg ellers også et helt fantastisk kup! En god ven af vores lille familie har købt et nedlagt landbrug - på tvangsauktion. De tidligere ejere har efterladt en hel masse mærkelig ting, og der har været erhverv i nogle af bygningerne. I kaffestuens ene skab havde vores ven fundet 10-12 pakker kaffe fra noget velgørenhed (hvide poser - yeaiiih). Kaffen var faldet for dato i 2008(!!!), så jeg fik alle poserne med hjem. Så nu skal jeg vælge et projekt at bruge dem til. Kaffeposer er bare det bedste candywrapper materiale - for mig :)
Og efter dette mammut-indlæg vil jeg begrave mig i 4. kl.´s opgave- og læsebøger, så jeg kan være klar til at give mine små elever en dosis lærdom i morgen.
Published with Blogger-droid v2.0.4
Ingen kommentarer:
Send en kommentar