... kan man få det?! Jeg fletter. Lukker mig helt inde i en tæt-ved-autistisk verden, hvor mandens forsøg på ægteskabelig kontakt og guldets eftermiddagsulvetime-skænderier højst opleves som hvid støj. Det er mit helle, mit frirum, hvor dagens indtryk og udfordringer bearbejdes. Jeg kobler af! Og af en eller anden årsag, er det tiltrængt for tiden. Jeg er segnefærdig, når jeg vender hjemad fra dagens undervisning - heldigvis på den fede måde. Den der måde, hvor man er møghamrende træt og fuldstændig skrigende tomhed fylder hele hjernekapaciteten, men hvor man samtidig bare ved, at man har rykket sig en god del i dag.
Og her er den lyserøde taske med det spraglede indre altså blevet min flugt ind i bearbejdelsestågen. Jeg er nu en smule mere end halvvejs med vidunderets 1. del. Dvs. 4 ringe er flettet, 4 mere mangler og til sidst skal der laves en "flap". Jeg glæder mig stadig til at se resultatet, men for nu glæder jeg mig en my mere over, at der er til endnu mange timers virkelighedsflugt i projektet.
Nu er det tid til aften-realisme. Madpakken skal smørres, og så er det i seng. Morgendagen byder bl.a. på løbedikatat med 28 vilde 11-årige og 2 timers intens eneundervisning med ny elev. Nye indtryk - og med garanti nye udfordringer - venter.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar