Mors Dag

Og i år huskede mand og børn det. Det er ikke fordi, jeg går voldsomt ind for, at kommercielle mærkedage død og pine skal fejres her i huset. Faktisk slet ikke. Men sidste år var vi til konfirmation hos mandens niece på Mors dag. Vi overnattede hos svigerinden og svigermor var selvfølgelig med. Til morgenmaden blev svigerinden begavet med flere fine og lækre gaver af hendes børn, svigermor blev begavet med flere fine og lækre gaver af hendes børn - min gemal inklusive - og børnebørn. Og jeg, som 3. og sidste mor i det selskab, fik helt og aldeles... ingenting!!! Ikke et kort, en tegning, eller en lillebitte gave. Følte mig en smule overset der!!! Efter nogle timers surmulen fra min side, dristede gemalen sig til at spørge, hvad der monstro var galt?! Og så fik han ellers en svada - lille, men stadig en svada - om, hvor overset og lidt værdsat jeg følte mig. Nok en smule mere dramatisk end oprindeligt planlagt. Gemalen mumlede lidt ynkeligt "jamen, det har vi da aldrig gået op i herhjemme...?". Og der måtte jeg så lige korrekse ham! For alle forudgående år har jeg fået blomster, krussedulletegning eller andet, som guldet har produceret. Og han husker troligt dagen hvert år ift. svigermor. Og selvom jeg ikke har set lyset i fejringen af de kommercielle mærkedage, så må jeg indrømme, at det er rart med en dag, hvor det er helt legalt at kræve, at man bliver værdsat - som mor, søster, veninde, gemalinde osv. Et par dage efter kom gemalen hjem med en fin blomst i en fin potte. Det hjalp lidt på forsmåetheden, men med en bitter smag af too little-too late.

I år havde han så husket det, og jeg blev vækket med denne fine buket og film (nej, jeg har stadig ikke set lyset med de Twillight-film, men har set de første 3, og når man har sagt a, b og c, må man også sige d). Resten af dagen har der ikke været meget forkælelse over, men med den start, tror jeg godt, jeg kan klare mig til næste år.

Published with Blogger-droid v2.0.4

Hold i tommelfingeren...

... kan man få det?! Jeg fletter. Lukker mig helt inde i en tæt-ved-autistisk verden, hvor mandens forsøg på ægteskabelig kontakt og guldets eftermiddagsulvetime-skænderier højst opleves som hvid støj. Det er mit helle, mit frirum, hvor dagens indtryk og udfordringer bearbejdes. Jeg kobler af! Og af en eller anden årsag, er det tiltrængt for tiden. Jeg er segnefærdig, når jeg vender hjemad fra dagens undervisning - heldigvis på den fede måde. Den der måde, hvor man er møghamrende træt og fuldstændig skrigende tomhed fylder hele hjernekapaciteten, men hvor man samtidig bare ved, at man har rykket sig en god del i dag.

Og her er den lyserøde taske med det spraglede indre altså blevet min flugt ind i bearbejdelsestågen. Jeg er nu en smule mere end halvvejs med vidunderets 1. del. Dvs. 4 ringe er flettet, 4 mere mangler og til sidst skal der laves en "flap". Jeg glæder mig stadig til at se resultatet, men for nu glæder jeg mig en my mere over, at der er til endnu mange timers virkelighedsflugt i projektet.

Nu er det tid til aften-realisme. Madpakken skal smørres, og så er det i seng. Morgendagen byder bl.a. på løbedikatat med 28 vilde 11-årige og 2 timers intens eneundervisning med ny elev. Nye indtryk - og med garanti nye udfordringer  - venter.

Long time no see...

Ja, man kan vel næppe kalde min blog-aktivitet i april for prangende?! Èt sølle indlæg blev det til - og endda et gusten et af slagsen! Jeg kan afsløre, at april startede med en skønherlig lille påskeferie med yndlings-ynglet, hvor kreativ udfoldelse mest bestod i perleplade-lægning og krusse-dulle-tegning.

Resten af april blev brugt på skolen med blandet succes. Jeg må nok erkende, at jeg ikke er et naturtalent udi lærerkunstens eventyrligheder, der skal kæmpes noget for sagen. Men udfordringer er der nok af, og det fra alle fronter og i alle størrelser. Og det i sig selv gør at tjansen aldrig bliver rigtig kedelig - udfordrende ja, men ikke kedelig! De fleste dage er det fedt - og så er der de dage, hvor det bare er benhårdt-jeg-gnaver-snart-armen-af-mig-selv-i-indestængt-frustration-mother-f*cking-træls, og man har sommerferie-startdato som eneste pejlemærke i horisonten, og man nages af en dyb tvivl på ens formidlingskunnen og rummelighed. Jeg er blevet tilbudt yderligere 10 ugentlige lektioner frem til sommerferien. På de fede dage ser jeg det som en tillidserklæring, på de knap så fede dage tænker jeg, at de blot skal have fyldt timerne ud... har sgu ikke rigtig mod på, at spørge ind til det. Er blevet lovet en rigtig god anbefaling - skal man se det som, at der ikke er brug for mig mere, når sommerferien kommer? Ville jo gerne blive som løsvikar...

På krea-fronten er der efterhånden kommet lidt liv i kludene igen. Jeg fik lavet en halvfærdig Timmy Tid-kage til guldets 2. fødselsdag (hvem fa´n har lige ramt fast forward og speedet os 2 år frem i tiden - i sidste uge var han da lille bitte, rynket og knirkende bebs med blød hud og fantastisk baby-duft?), billeder følger. I de kommende uger står den på hele 2 bryllupskager og en 30-års kage, så mon ikke jeg bliver så rigeligt mættet på dén konto!?! Derudover har jeg gang i den fineste lille flette-sag, en lille taske med falp-und-alles. Glæder mig til at få den færdig og tage den i brug. Og så er jeg i gang med at skrabe så mange grønne kaffeposer sammen som muligt. Har lyst til at arbejde med grønne farver, og har set den flotteste store taske i grønlig flet. Om det bliver til en stor taske, ved jeg endnu ikke. En clutch eller pung kan måske også gøre det.

Nu kalder virkeligheden og madpakkesmøringen - mandag står for døren, og endnu en uge på udfordringernes holdeplads kan tage sin begyndelse.

32 timer i døgnet?

Ja tak!!! Så blev det da lige 2 uger+ siden sidste indlæg. Har jeg fået flettet noget? Næææhh... Har jeg hæklet? Næææhh... Har jeg lyst til at lave alt muligt krea-lækkert? Ja, det tror jeg nok lige, at jeg har! Men nu er det påskeferien, så måske man kunne få stillet den "søde kløe" en smule ;) Jeg har begge troldebørnene hjemme hele ferien, og manden på job til og med skærtorsdag, så det er og bliver kun til måske.

Og apropos ferie, så er den godt nok tiltrængt. Føler mig som lidt af en klynker, når jeg i så lang tid har længtes efter et job, og når det så endelig går (delvis) i opfyldelse, så længes jeg efter ferie efter 4 sølle uger. Men det er altså sandheden. Ikke fordi jeg finder det hårdt at skulle op om morgenen og i gang eller drømmer mig tilbage til sofaen på fuld tid, men fordi jeg er blevet bombarderet med ny viden og indtryk i en grad, så jeg har brug for en smule ro til at lade det hele bundfælde sig. Jeg lærer sindssygt meget - om fag, børn, formidling og mig selv. Især om mig selv. Det er selverkendelse på højt plan, og det kan til tider godt være lidt hårdt. Så ferie - ja tak.

I torsdags bød vi et lille nyt - og længe ventet - familiemedlemmer velkommen. Jeg har simpelthen fået mig en iPad, the new one. Vi har alle taget godt imod den, selv den skeptiske halvgnavne husbond, og den har stort set ikke været slukket, siden den kom ud af æsken. Fantastisk stykke legetøj! I skrivende stund er jeg i gang med at finde ud af at få den til at afspille flash. Den er vores første stykke æble-device, så skal lige finde ud af alle begrænsninger og muligheder.

Ramt i hjertet...

http://www.youtube.com/watch?v=nQY4dIxY1H4

Det er lige, hvad den her har!!! Det er noget af en tåreperser, ham Chris har bikset sammen - med strygerkvartet, heartbreaking forhistorie og alt det der. Normalt finder jeg sådanne sammensætninger en anelse kvalme-sødt, men den her har altså ramt hjertet. Om det er det fantastiske forår, der venter rundt om hjørnet eller jeg bare er en smule pladder-lykkelig over at have gennem- og overlevet min værste vinter ever, ved jeg ikke. Anyways, ville bare lige dele min nyfundne ørebasker numero uno.

Derudover er der ikke meget nyt under solen - som ellers har skinnet fint og yndigt i mange timer denne uge. Jeg arbejder stadig på at få fast grund under fødderne i min nye rolle som ufaglært lærer. Og wow, hvor kan jeg godt mærke, at jeg mangler pædagogisk fundament, så det batter. Især når man bliver 100% ignoreret af en teenageknægt med hovedet fyldt af pubertetsbumser! Jeg kan deale med larmende og næsvise unger, men at blive ignoreret, dét kan jeg ikke ha!!! Både fordi jeg finder det fuldstændig grænseoverskridende respektløst og fordi jeg simpelthen ikke aner, hvordan jeg kunne tackle det.

På den kreative side er der stille. Fuldstændig øredøvende tavshed. Ikke fordi lysten ikke er der, og ikke fordi inspirationen er fløjet. Men tid og overskud er privilegier, jeg ikke har fået tildelt i den sidste uge. I aften fandt jeg en ny blogger, der laver candywrap, og med mange fine og for mig nye produkter. Så det var helt sikkert benzin på mit inspirationsbål. Og nu klør det lidt i fingrene igen for at komme i gang. Så næste uge skal jeg på jagt efter noget lækkert gavepapir eller bogbind, og så skal der klippes, klistres og flettes.

Forårsfornemmelser og umulige unger

Ja, det sidste har jeg haft rigeligt af i dag! Om det er mandagstraume, der har ramt de kære børn, eller blot almindelig dårligt humør, så har ungerne - både herhjemme og i samtlige af mine klasser på skolen (synes i al hemmelighed, at det er ganske fedt at kunne sige "mine unger på skolen" - yaii, jeg har faste klasser, i hvert fald for en stund) - haft ualmindeligt svært ved både at styre temperament, opførsel og fysisk udfoldelse.
Jeg følte mig præcis, som jeg forestiller mig, at en influenzaramt mand må have det, da jeg kom hjem fra arbejde (igen, SÅ fedt at kunne sige "arbejde" - og vide at det ikke er et løntilskud eller en praktik, som på overfladen skal give indtryk af et arbejde, men egentlig mest er et tvangstilbud). Efter at have brugt uanede mængder af tid på at holde en nogenlunde ro i klasserne, trøste dramaqueens og skille adskillige præpubertære og kamplystne drenge ad, var jeg så brugt, at jeg bare gerne ville hjem og hvile øjne og ører. Men ak, både mand og børn havde indtaget præcis samme roller som ungerne i skolen!!! Så forsøgte i nærmest krampagtige trækninger at fastholde den pædagogiske tankegang, tælle til 10 et par hundrede gange og mægle mellem en 4-årig dramaqueen, en knap 2-årig kamphane og en nærmest præpubertær mand med humørsvingninger, der snildt kan måle sig med en kvinde i overgangsalderens primetime!

Heldigvis (!!!) har vejret i dag været ramt af forårsfornemmelser og ladet både sol og varme pleje mit delvist sønderskudte overskud. Og det ser ud til at fortsætte de næste par dage. Også bloggen her har nydt godt af forårets forsigtige komme. Der måtte ske ændringer - fra de tunge koksgrå og lilla farver til friske grønne forårsfarver. Jeg er klar! Forår, du er mere end velkommen til at springe ud i fuldt flor - du har været længe ventet!

Craaazyyy!!!

Jeg har det som om, at jeg har løbet et maraton - uden at træne først vel at mærke. Den sidste måned har budt på overraskende mange udfordringer, og endda mest af den positive slags. Manden har fået et souschefjob i en lokal butik, hvor der dels er et mere roligt og afslappet arbejdsmiljø og dels er mulighed for rigtig mange sjove og lærerige tiltag. Jeg tror på, at han er kommet til et godt sted.
Og så til den helt store altoverskyggende hændelse! JEG TJENER FOR FØRSTE GANG I 3,5 ÅR MINE EGNE PENGE! Det er helt utroligt, hvad der kan komme ud af 1,5 minuts møde med en gammel bekendt i en bybus. Det er sandt, når man siger, at netværket er et rigtig godt sted at finde nye jobs. Jeg har bare ikke haft held - eller evne - til at udnytte det. Ikke før nu that is...
Jeg startede for godt 2½ uge siden lærervikar på en lokal skole. Meningen var, at jeg så kunne bruge af mine supplerende dagpenge, så jeg da tjente noget af min løn selv. Da jeg havde haft 2 vagter, fik jeg tilbudt et fast skema på ubestemt tid - dog senest til sommerferien. Jeg har ca. 22,5 lektion om ugen, svarende til 19,75 timer. Lige nu regner jeg en del, men kan jeg få det samme udbetalt, som jeg pt. har på dagpenge, så hopper jeg ud af systemet så længe vikariatet kører. Det ville være fantastisk med en pause, hvilket også vil skubbe "deadline" for sidste dagpengedag. Jeg kunne godt nok få en del mere udbetalt ved at blive på de supplerende dagpenge, men vælger nu altså at spare dem i stedet. Det vejer langt tungere at kunne kalde sig for selvforsørgende end at have de ekstra penge hver måned. Jeg har længe haft svært ved at forstå de mennesker, der er så indignerede over lediges vilkår. I hvert fald dem, der synes det er snyd, at de må yde, så de ledige kan nyde. Jeg ved godt, at der sikkert findes nogle brodne kar, der af ren bekvemmelighed ikke arbejder. Dem kan man nok aldrig helt undgå. MEN jeg vil til hver en tid hellere arbejde i et rigtigt arbejde og få det samme som jeg får nu, fremfor at være ledig og skulle ligge under for det syn, mange har af ledige. Det er så nedværdigende og destruktivt hele tiden at skulle forsvare sig med, at man faktisk gerne VIL arbejde, men det bare ikke er til at finde. Jeg finder det utroligt, at man i en tid, hvor alle ved, at der er krise og jobmangel, stadig kan oppebære et samfundssyn der siger, at ledige er dovne egoistiske snyltere.
Anyhow, nu er jeg lærervikar for 10. F, en modtagerklasse for udenlandske børn, og en 4. kl i dansk - en opgave jeg lige skal finde fodfæste i, men der følger nok mere herom.

Midt i alt det skønne, har vi også haft en rigtig trist hændelse. Jeg har før skrevet om en kræftsyg kvinde på min alder, hvis historie inspirerede mig til at scrappe til mine børn. Hun måtte desværre opgive kampen for små 14 dage siden. Hun kæmpede med både styrke og mod, og opgav aldrig lysten til livet, men til sidst kunne kroppen ikke følge med mere. At dø af kræft er altid barsk og voldsomt, og dette var ingen undtagelse. Det er oplevelser som denne, der gør at jeg elsker og værdsætter livet i al dets skønhed og brutalitet lidt mere end ellers, og sørger for at kysse og kramme mine børn meget mere end ellers.

Der er i denne hektiske måned blevet tid til at færdiggøre ét eneste krea-projekt: en candywrapper pung lavet af bogbind og bogbinderplast. Er ganske godt tilfreds, og bruger den selv. Min gamle pung i kunstlæder måtte give op, da kunstlæderets overflade begyndte at drysse af. Så nu mangler jeg bare daim-tasken og BKI-pungen. Jeg har fået 3-4 BKI-poser og mangler kun 15-20 stk. daimpapir, før at det bliver en realitet.
I dag gjorde jeg ellers også et helt fantastisk kup! En god ven af vores lille familie har købt et nedlagt landbrug - på tvangsauktion. De tidligere ejere har efterladt en hel masse mærkelig ting, og der har været erhverv i nogle af bygningerne. I kaffestuens ene skab havde vores ven fundet 10-12 pakker kaffe fra noget velgørenhed (hvide poser - yeaiiih). Kaffen var faldet for dato i 2008(!!!), så jeg fik alle poserne med hjem. Så nu skal jeg vælge et projekt at bruge dem til. Kaffeposer er bare det bedste candywrapper materiale - for mig :)

Og efter dette mammut-indlæg vil jeg begrave mig i 4. kl.´s opgave- og læsebøger, så jeg kan være klar til at give mine små elever en dosis lærdom i morgen.

Published with Blogger-droid v2.0.4