Jeg skrev i første indlæg, at denne blog nok overvejende skulle bruges til at "holde styr på kreativiteten" - men at mere personlige indlæg måske også ville blive en del af min verden herinde. Og det må så være tid til et af den slags nu.
De sidste par uger har i forbløffende grad budt på tanker og overvejelser om den verden jeg lever i - både den store vide verden, jeg kun er en lille del af og så den lille verden jeg selv har bygget op, såsom omgangskreds, familie og mig selv. Måske er det fordi jeg efterhånden kun har ganske få dage tilbage i 20´erne, og selvom jeg ikke går grædende i seng hver aften, så er det vel altid en lidt skelsættende begivenhed at forlade ét årti og sige goddag til et nyt... Selvransagning og oprydning er nærmest obligatorisk...
Jeg er et sted i livet, som passer mig udemærket. Mand, hus og to skønne og udfordrende guldklumper. Der er også stadig en masse ønsker, håb og drømme - job, bil, tilbygning/ombygning og hvem ved - en lille guldklump mere med tiden?
Jeg har nære venner, jeg værdsætter meget højt. Jeg har bekendte, jeg holder af og som er en del af mit liv, selvom vi ikke ses så ofte. Og så har jeg dem, jeg ikke helt kan finde ud af at placere.
Det er nok ingen hemmelighed for min og min mands omgangskreds, at januar 2009-august 2010 var en rigtig voldsom periode i vores liv. Det hele kulminerede i min svigerfars selvmord. En begivenhed, der ikke kan undgå at sætte spor og skabe forandring. En forandring vi ser i os selv, men så sandelig også i vores omverden. Som man ofte hører fra folk, der gennemgår større kriser, bliver der byttet om, rundt og ud i venne- og bekendtskabskredsen. Nogle overrasker og andre skuffer - det tror jeg aldrig, man kommer helt udenom. Et selvmord er en frygtelig voldsom oplevelse at håndtere, og jeg ved selv, hvor grænseoverskridende svært det kan være at henvende sig til mennesker, der er præget af et tab. Vi lærte hurtigt at spotte dem, der kunne magte at høre på os, og dem, der blev forlegne eller følte det ubehageligt. Vi følte os på ingen måde svigtet af sidstnævnte - når man er i sorg, kan det til tider være en lettelse at tale om alt muligt andet end årsagen til sorgen, så disse personer blev også en vigtig ventil i processen.
Heldigvis er det kun ganske få, der har skuffet - men desværre er det mennesker, jeg altid har regnet for nogle af de allernærmeste, og det gør ondt. Samtidig er det forvirrende, for når de nu svigter i en yderst sårbar situation, når behovet for deres nærvær er størst - hvor kan jeg så placere dem henne? Når kontakten hurtigt visner hen, og bliver reduceret til en "vi må snart finde en dag", mens vedkommende febrilsk leder efter den hurtigste og mindst ydmygende flugtvej - når de ikke på noget som helst plan magter at se en i øjnene - hvad er der så tilbage? De bliver til "én jeg kendte engang" - ikke venner, bekendte eller bekendtes bekendte... ikke engang fjender. Relationen bliver til "ingenting". Og det er svært at smide et årelangt venskab over i "ingenting-bunken", for de mennesker har trods alt betydet alt andet end ingenting for mig.
Omvendt føler jeg mig netop svigtet. Nogle mennesker, jeg troede, kunne og ville være der for mig i en hvilken som helst tænkelig krise, har haft så stort besvær med at forholde sig til det, at vores venskab blev et tåleligt offer. Det var nemmere at ofre venskabet, end at forholde sig til vores oplevelse. Eller sådan tænker jeg, at det må være. Måske mener de det virkelig, når de siger "hvis du lige skriver, kan vi finde en dag at ses"... men det er så nemt at smide den over på mig, den der med "lige at skrive", når overblik er en by i Rusland og overskud er et teoretisk begreb, man faktisk helt har glemt kan eksistere i praksis. Jeg kan kun huske ganske få ting fra midt juni til ca. november 2010 - min søns dåb, en overnatning hos min søster med ungerne, en sejltur på Sorø Sø, min datters børnehavestart og så selvfølgelig d. 16.-17. juni. Alt andet var én stor sammenblanding af voldsomme følelser i begge ender af spektret, sol, varme, sne og kulde. Og dét skuffer mig - at nogle, jeg anså for at være så tæt på mig, åbenbart ikke har været tætte nok til at opfatte dette, og i stedet for at lade mig tage initiativ til sociale aktiviteter, selv tog tråden op...
Jeg kan mærke at skuffelsen over disse "nogle", sidder tæt på overfladen i disse dage. Om jeg ender med at ligge dem i "ingenting"-bunken eller tage dem med mig som bekendtes bekendte, bekendte eller venner, ved jeg endnu ikke. Men behovet for at definere både skuffelsen over dem, og hvor de hører til, er stort for tiden.
