søndag den 5. august 2012

Ferie i Jesperhus

Som jeg kort var inde på sidst, var vi i uge 30 en uge i Jepserhus. Det var første rigtige rejse-væk-fra-hjemstavnen-i-mere-end-2-dage-ferie for vores lille familie på 4. Især den store prinsesse, der i øvrigt fyldte hele 5 år på afrejsedagen, havde talt ned siden turen blev bestilt i januar, så det var spændte unger - og forældre - der stod tidligt op mandag morgen for at fejre yndlingens halvrunde dag og pakke det sidste habengut sammen. Og så var det ellers afsted. Efter et lille stop ved farmor - som skulle med - gik kursen mod Odden, hvor færgen ventede på os. Mindstemanden var enormt spændt og en smule ængstelig, ved udsigten til at skulle sejle. Det var nemlig hans første tur. Det gik fint, trods en rimelig søgang. Ingen søsyge og ordet færge blev hurtigt indlemmet i det hastigt voksende ordforråd. Efter færgen gik turen mod Jesperhus, og godt 3 timer i en stegegryde af en bil senere nåede vi frem. Svigerinden + familie havde allerede tjekket ind, så vi skulle bare finde vores telt, hilse pænt goddag og pakke ud - og så var 1 uges afslapning (as if!!!) skudt i gang. Og det var en fantastisk uge, intet mere intet mindre. Afslapning blev der ikke meget af, men vi fik alle fyldt op på oplevelses-kontoen, og jeg regner ikke med, at det er sidste gang vi har lagt vejen forbi der.
Der var så mange aktiviteter... nævner i flæng: Martin og Ketil show i parken, Jungledyret Hugo-show i parken og Godnatshow på campingpladsen om aftenen. Snobrødsbagning hver aften. Vin- og ølsmagning. Aktivitetsgård med alskens krea-aktiviteter, nogle ret dyre men med mulighed for at lave Jungledyret Hugo eller en af hans venner (Rita, Zik eller Zak) gratis i Hama-perler. Store (som i STORE) legepladser, med hoppepuder. Aktivitetshal med store ruthcebaner, spillemaskiner, badminton- og squashbaner samt klatrevæg. Udendørs tennisbaner. Minigolf. Bowling- og lasergamebaner. Indendørs og udendørs badeland med svømmeskole hver dag. Og så var der selvfølgelig parken med de føromtalte shows, junglezoo, lækker junglelegeplads, ponyridning og et par andre forlystelser og 4D biograf. Jeg har sikkert glemt noget, men der var virkelig meget og især i børnehøjde. Jeg havde i dagene op til afgang lavet klar til hele to evighedsprojekter (flet tasker), og slæbt garn og hæklenåle med, hvis nu vejret eller stedet skuffede. Fik stort set ikke lavet noget.










Vi startede med at fejre fødselsdag med gave, kager, saftevand og frugt. Og så måtte vi en tur i badeland. Og derefter gik ugen med alle aktiviteterne, kun afbrudt af en tur til Nykøbing Mors til den ugentlige gågade-til-ære-for-turister-aften og en tur til Thisted efter frisk fisk. Vejret var med os, solrigt og varmt, kun med regn en enkelt nat og formiddag. Det var ikke helt uden udfordringer at være 12 mand på ferie sammen, men det gik bedre end frygtet. Vores guld nød i den grad at have de store kusiner at hive med til alt det mor og far ikke gad. Skulle det ske igen en anden gang, er der ting, der skal gøres anderledes, men nu er det prøvet og vi har fået nogle erfaringer med os. Jeg vælger at huske ugen som fantastisk, især pga. alle de oplevelser og indtryk vi og børnene fik med os.