tirsdag den 31. januar 2012

Unfinished buisness

Her er mine 3 ufærdige fletteprojekter. Først er min lille kaffepung, jeg har fået 2 poser, så mangler kun 6 mere for at kunne færdiggøre den. Jeg er overrasket over, hvor bløde ringene er, det skal nok blive en god pung - kaffeposer er rigtig godt materiale, men desværre langsommelige at samle nok ind af :)



Og så min daimclutch - som efterhånden har givet flere en god omgang ondt i maven... mest fordi de har skullet spise rigtig mange stykker daim, for at skaffe mig materiale nok. Jeg har 3 færdige ringe, og i posen er der materiale nok til én mere. Jeg mangler altså materiale til 2 ringe mere. Hver ring består af 50 stykker, så alt i alt kommer tasken til at bestå af 300 stykker, hvilket er lig med 300 små daimstykker. Puha, godt min mave - og vægt - ikke er blevet udsat for alle sammen :)



Til sidst mit virkelig tidskrævende projekt. Jeg fandt noget rigtigt fint bogbind, som jeg gerne ville lave en fin pung af. Min egen gamle kunstlæderpung er ved at fnulre op, så vil gerne have lavet en ny meget snart, og det skal være denne her. Men ak, bogbind skal lige betrækkes med klart omslag først, så det bliver helt vandtæt og slidstærkt, og min motorik egner sig åbenbart ikke til at klistre større stykker bogbind og omslag sammen, så sidder lige nu og klipper stykkerne ud i bogbind og derefter omslag, klistre dem sammen, folder og fletter - dét er tidskrævende. Håber min stakkels gamle udslidte pung kan holde sammen, indtil jeg bliver færdig.


Published with Blogger-droid v2.0.1

mandag den 30. januar 2012

Endelig...

Så har jeg endelig fået færdiggjort et af de mange ufærdige projekter, nemlig min dejlige datters bestilling - en bukobaflettet pung i lyserød og gul. Jeg begyndte i starten af efteråret, og så har den ligget stille i flere måneder, indtil prinsessen meget bestemt mindede mig om den der pung, jeg havde LOVET hende. Og så måtte den frem igen. Jeg arbejdede hver aften i 3-4 dage, før det lykkedes, og syntes selv jeg gjorde det godt... men ak og ve, moderen havde mere eller mindre bevidst overhørt prinsessens krav om en lilla lynlås og i stedet monteret en lyserød (mest fordi, det var den hun valgte i starten, og den eneste, der passede i størrelsen), så med et lille hysanfald fik hun fremsat sin mening om mine anstrengelser! Både pung, mor og prinsesse overlevede, og i dag er den da taget til nåde og fyldt med hendes mønter. Den er i øvrigt ikke skæv, som den ser ud til på billedet.



Så nu har jeg elefanten Bimle, en ecoistpung i kaffeposer (BKI) og en ecoistclutch i daim som mangler færdiggørelse. Ecoisttingene mangler jeg materiale for at færdiggøre, og Bimle skal jeg bare tage mig sammen til at få færdiggjort.

Herhjemme går det ok. Ikke super-duper-alt-er-fint, men ok. Der er ingen fantastiske nyheder om nye jobs, men der er åbne muligheder, og det arbejder jeg hårdt på, at se det lyse i. Kan godt mærke, at der meget snart godt må være en afklaring og gevinst på en af de muligheder, men hellere åbne uafklarede muligheder end helt lukket og slukket. Ift. mit eget forløb, kan jeg mærke at coachingen gør mig godt - i hvert fald på sigt. Sessionerne er hårde, med snot og tårer i rå mængder, og efterfølgende er jeg dødtræt og snotforvirret, men i dagene efter kommer der en ny form for klarhed og overblik. Det går langsomt, og jeg har bestemt ikke bare lige fået troen på vores jobheld tilbage, men for nu ligger ansvaret for at tro på det hos min konsulent og min omverden, og det letter presset på mig helt enormt. Så selvom jeg endnu ikke kan se det, så tror jeg på, at der er et lys for enden af tunnelen :)
Published with Blogger-droid v2.0.1

fredag den 20. januar 2012

Send mere daim - og kaffe!!

Ja, jeg er i materialenød! Jeg har stadig ingen kaffeposer, så nu er jeg gået i gang med en clutch i daimindpakning - dem fra de små stykker, der er pakket ind enkeltvis. Det har resulteret i, at jeg er ved at kaste op ved tanken om at spise bare et enkelt stykke mere - og er begyndt at presse mand og venner til at gå amok i dem i stedet! Jeg skal bruge 50 pr. ring og har lige nu færdigklippede stykker nok til 2 ringe, hvoraf den ene er helt færdig, og den anden også er godt i gang. Derudover er der stykker nok i skabet - endnu med indhold - til 2 ringe mere, hvis jeg er heldig :) Men der skal minimum 6 ringe på, måske 7, så en eller anden skal spise 100-150 stk. daim, og gerne lidt hurtigt. Sæt i gang!
Elefanten Bimle mangler stadig ben, hale og øre, og det bliver heller ikke i denne weekend, den bliver færdig. Når jeg er færdig med 2. daimring, skal jeg have lavet min skønne piges lille pung færdig i lyserød og gul bukobaflet, så det tager nok resten af weekendens sparsomme kreatid.
Published with Blogger-droid v2.0.1

onsdag den 11. januar 2012

Hvad er da det?!? Spirende optimisme? Virkelig?!!

Onsdag... virkelig??! Allerede!?!? Sådan sidder jeg lige nu. Fatter slet ikk, at der allerede er gået en uge, siden det var onsdag sidst.
Sidste onsdag var jeg til møde ved min 2. aktør og fik hældt en masse af min angst og frustration udover hende - havde advaret hende i en mail, så hun var heldigvis kampklar med råd, vejledning og tålmodighed. Og som nævnt sidst, skal jeg nu starte aktivering allerede på mandag istedet for at vente til uge 6, samt på et coachingforløb hos hende. Det letter helt enormt at vide, at der nu er nogen "proffer", der tager over. Nogen som IKKE er bange for at ruske op i mig,  når sortsynet bliver for overvældende, og som kan se fremtiden langt klarere end jeg.
Eneste minus er, at jeg i slutningen af marts/starten af april ikke længere er tilknyttet AS3 (man henvises for 1 år ad gangen), og grundet nye regler ved jeg ikke, om kommunen indgår nye aftaler med AS3, så jeg kan vælge dem igen, om de trækker LVU´erne "hjem" til eget jobcenter eller finder helt nye 2. aktører. Og det skaber en vis usikkerhed, for jeg har så stor tillid til min konsulent, og finder det rigtig svært at skulle skabe samme bånd til en ny konsulent, især når det hele er så skrøbeligt for tiden.
Coaching handler meget om at BESLUTTE sig for at gøre noget, og så GØRE det. Og lige nu BESLUTTER jeg, at jeg skal have så meget som muligt ud af mit coachingforløb og de sidste 2 måneder hos AS3. Jeg skal også beslutte en masse andre ting - om jeg skal bruge tiden ved AS3 til at søge et hvilken som helst job, eller om jeg skal "tænke mig selv større". Jeg er endnu uafklaret. Og så skal jeg tage beslutningen om, at jeg tror på fremtiden, og at vi nok skal klare os. Det er en beslutning, jeg SKAL tage - der er intet alternativ (eller jo, det er der, men det er det store sorte hul, og derned vil jeg helst ikke!). Jeg er bare ikke så langt, at jeg kan tage den beslutning og holde ved den, men jeg håber at blive klar i starten af coachingforløbet.
Selvom der stadig er tidspunkter, hvor det hele virker sort, negativt og trist, så kan jeg mærke klar positiv forskel siden onsdag i sidste uge. Så nu skal der gang i den gode ernæring, løb og zumba, nydning af ungerne og ikke mindst kreativiteten - der skal fyldes op på overskudskontoen og kroppen skal bombes med endorfiner og vitaminer, da jeg er stensikker på, at dette vil fremme projekt "gro et selvværd!".

Faktisk er jeg allerede i gang! Elefanten Bimle mangler nu kun ben, øre og hale - og en smule ekstra fyld, og så har jeg taget hul på en ecoist-take/pung i kaffeposer (BKI). Jeg havde 5 stk. liggende og fik dem klippet op i går. 60 lapper blev det til - hvilket rakte til 2 ringe. Så skal have samlet mindst 5 og nok nærmere 8 mere, for at nå i mål. Og eftersom vi stort set ikke drikker kaffe herhjemme, er jeg afhængig af andres barmhjertighed ;) Jeg kan mærke at tiden med kreative projekter allerede har haft positiv effekt. Jeg skal tvinge mig selv til at nyde det, og ikke føle at jeg i andres øjne driver den af på dagpenge (hvilket egentlig også irriterer mig grænseløst - jeg søger jo stadig job med lys og lygte, så hvorfor skulle jeg ikke også have lov at nyde min kreatid, som fylder mine depoter op igen, så der er overskud til endnu mere jobsøgning?!?!!??), men når jeg kan det - altså tvinge mig selv - så er det så givende for mig!

lørdag den 7. januar 2012

Elefanter, kaos og tidsfordriv

Så nåede vi ind i 2012, og selvom hverken jul eller nytår var nemt, gik det nu meget godt. Juleaften var nærmest ren etapeaften, hvor vi startede med at være seks til spisning og endte med at være 11 til hygge efter dans og gaveræs. Nytåret blev fejret med naboer og gode venner, og selvom jeg egentlig ikke havde den største lyst til at træde ind i et nyt og ukendt år, var det en hyggelig aften. Jeg har haft rigtig svært ved at hilse 2012 velkommen, da jeg de sidste tre år er trådt ind i det nye år med optimisme, håb og drømme. Og hvert år har på forskellig vis budt på udfordringer, der har været drænende og voldsomme. Og efter sidste omgang i november og december har jeg mistet troen på, at 2012 kunne være vores år.

Heldigvis har jeg en rigtig god konsulent ved min 2. aktør, som har tilbudt mig et coachingforløb, hvilket jeg har taget imod med glæde. Håber det kan banke noget tro og håb ind i kroppen på mig igen.

Jeg fik hele 6 Clover hæklenåle i julegave, og de er fantastiske! Jeg har givet mig i kast med amigurumi, de hæklede små dyr. Der ligger en overskuelig opskrift på en elefant i mine links, og jeg tænkte, at det kunne være et udmærket projekt at afprøve de nye nåle på. Og jeg er ikke skuffet :) Jeg håber snart at kunne præsentere elefanten Bimle.

Og så har jeg til sidst fundet mig et nyt tidsfordriv. En herlig lille app til mobilen, en udgave af spillet scrabble, kaldet wordfeud. Har hørt så meget om det alle steder, men gider ikke alle de døgnfluer, der bare æder ens tid. Men Jeg gav efter, og det er nu meget sjovt og afhængighedsskabende. Sirene81 - find mig derinde :)

Published with Blogger-droid v2.0.1