I dag er det 10 års dagen for den begivenhed, der ændrede verden for min generation - i hvert fald i manges øjne. Jeg fatter slet ikke, at der er gået 10!!! år, siden to fly og et par højhuse ændrede alt. Jeg husker stadig dagen meget tydeligt, men har aldrig beskrevet den for andre. Måske 10 års dagen kunne være en oplagt mulighed for at få det gjort?
Altså...
Tirsdag d. 11. september 2001 - jeg var startet på historie på SDU ca. 1½ uge før, og det var i al sin magt og vælde en helt ny, spændende, overvældende og en smule skræmmende ny verden! Nu skulle jeg virkelig oppe mig for at følge med alle de intellektuelle hoveder, der var mere erfarne og vidende end jeg. Jeg var voldsomt fascineret af alt, hvad det her nye studieliv indebar af nye mennesker, holdninger, ansvar osv., men jeg følte mig også lidt intimideret af det hele. Og indrømmet - jeg var også en anelse ung og naiv!
Den her tirsdag var jeg og min pendlerbuddy fra KBH så på vej hjem efter endnu en spændende dag på uni. Nye bøger i tasken, ny viden i knolden og nye indtryk i sindet. Toget kørte fra Odense kl. 14.48, og omkring kl. 15.00 nåede vi Nyborg. Snakken gik ivrigt mellem os, og overfor sad to unge gutter. Lige efter Nyborg ringede den ene guts mobil, og da vi sad i en familiekupé med larm, skrig og skrål, som der hører sig til i en sådan, rejste han sig og gik ud i mellemgangen. Få øjeblikke senere kom han hastigt retur, og fortalte så sin rejsekammerat og os, at der var 2 fly, der var fløjet ind i World Trade Center. Det 2. fly ramte tårn 2 kl. 15.03 dansk tid (tårn 1 kl. 14.46), og vi havde beskeden omkring 15.05, så det var jo klart, at der ikke var andre oplysninger. Og her viste min daværende naivitet sig i næsten pinlig åbenlyshed. For det første anede jeg ikke, hvad WTC var, eller hvor det lå - jo jo, kunne regne ud, at det lå i USA, men det var så det. For det andet var min kommentar, at det var dælme godt nok elendigt fløjet eller guidet! Der måtte da være nogle systemer, der havde svigtet fælt. Jeg skænkede på intet tidspunkt terror en tanke. Min pendlerbuddy, der var lidt ældre og noget mindre naiv, svarede ikke rigtigt, men blev tavs og fjern, og der var kun lidt smalltalk på vejen hjem.
Jeg hoppede af i Ringsted, og på min cykeltur hjem glemte jeg alt om højhuse og vildfarne fly. Jeg skulle hjem og pakke og derefter ud til kæresten. Vel hjemme hilste jeg lige på min far og strøg så op og begyndte at pakke bøger, tøj og diverse. Pludselig kaldte min far på mig med en panik i stemmen, der fik det til at løbe koldt ned af ryggen! Først troede jeg, at jeg havde gjort noget galt, så der vankede skideballe, men halvvejs nede af gangen fangede jeg, at jeg skulle se noget i tv - og jeg sagde så lidt for frejdigt "nååårh, det der med de to fly? Det hørte jeg da godt i toget på vej hjem". Min far stirrede temmelig vantro på mig, og begyndte at ævle op om terror, al-qaeda osv., og hvorfor jeg i alverden dog ikke havde sagt noget??? Jeg måtte så fortælle, at jeg jo egentlig troede, det var en ulykke. På dette tidspunkt var Pentagon også ramt (15.37), flight 93 var styrtet i Pennsylvania (16.03), og tårn 2 var kollapset (15.59). Udover det kollapsede tårn, var der ingen rigtige bekræftede oplysninger om de andre angreb, da jeg kom til tv, men mens min far og jeg stod og så på det, kom tv-billederne. Det var så grotesk at se på, at ingen af os kunne sidde ned eller for den sags skyld stå stille, så vi travede forbi hinanden og tv´et, indtil min mor kom hjem. Jeg fik hende til at køre mig ud til kæresten, da jeg simpelthen ikke turde cykle derud. I dag virker det jo som en relativ hysterisk frygt, men den stemning og uvished, der oversvømmede alle i de timer, havde en voldsom effekt, der minimerede al rationalitet. Ingen anede, om der ville kommer flere angreb, og hvor eller hvordan de ville ramme.
Jeg brød mig faktisk ikke om at tage ud til kæresten og forlade min familie "alene" hjemme. Derude skulle vi op og hente øl og sodavand for svigerfar, og vi kørte op til vores fælles arbejdssted, Kvickly. Der var næsten mennesketomt, og alle medarbejdere stod koncentreret i isenkram foran tv-udstillingerne. I mellemtiden var tårn 1 også kollapset (16.28), og ingen kunne helt fatte omfanget af det. Hjemme igen spiste svigerfar, kæresten og jeg pizza foran fjernsynet, og sad og fordøjede billederne sammen med maden. Og sådan gik resten af dagen, aftenen og natten.
For mig personligt blev det en skelsættende begivenhed. Resten af min barndoms naivitet forsvandt, og jeg fik smækket realiteterne lige i smasken. Det fik mig til at forstå betydningen af at være en del af et internationalt samfund- på både godt og ondt. Den personlige udvikling, som starten på uni satte gang i, blev fremskyndet og forstærket - og det var ikke nødvendigvis en negativ ting, men det var dælme en tragisk baggrund, det skete på.
Dét, der chokerede mig så voldsomt, var angrebet på de civile. Selvfølgelig var angrebet på verdens mægtigste land i sig selv chokerende, men at terrorister i det omfang tvang civile med sig i døden - og uden at vise nogen form for samvittighed - havde jeg aldrig set komme. Og at bruge passagerfly som levende missiler lå så langt udenfor min fantasis rammer. Vi havde jo alle hørt om flykapringer, Lockerbie-bomben osv. Men at bruge fly på denne måde var bare så grotesk og umenneskeligt, at jeg ikke forstod det, og i lang tid efter gibbede det i maven, når det igen igen gik op for mig, hvordan de havde udført angrebet.
Jeg tror, det var fredagen efter angrebet, at hele verdenen afholdte 3 minutters stilhed. En meget bevægende oplevelse. For det første var det vist nok første gang, at hele (den vestlige) verden enedes om 3 minutters stilhed på samme tid - og at det var hele 3 minutter, var vist heller ikke set før. Jeg og mit historiehold sad i unis store kantine - sammen med ca. 500 andre mennesker - og diskuterede de sidste dages begivenheder. Klokken nærmede sig tidspunktet, men ingen turde tage det første skridt. Til sidst rejste vores helt nye rus-hold sig, og resten fulgte med - i sig selv en stor oplevelse. I det øjeblik havde vi alle en følelse af, at verdenen gik i stå. Uni-knallerterne stoppede, kantinefolkene stoppede, busser og biler på vejen udenfor stoppede - og alt var stille. Den stilhed, der sænkede sig, var så kraftfuld, at det var svært at holde både tårer og fnis tilbage. Jeg tror, alle sørgede. En sorg både for de mennesker, der måtte følge de her tarvelige bødler i døden - og en sorg over den verden, som vi alle vidste ikke eksisterede mere. Anyway - de 3 minutter gik, og langsomt livede uni op igen, ligesom resten af verdenen.
Det lyder måske corny og toucyfeelly, men det var i den grad også bevægende - især for en ung og naiv pige, der først lige var begyndt at blive voksen. Det var sådan det var og sådan det føltes.
