Struktureret kaos!

Jeg er i den seneste tid nået frem til en erkendelse, der ikke huer mig specielt meget. Jeg trives bedst i en struktureret hverdag (ikke den relevante erkendelse), hvor hjemmet er ryddeligt og rent - også i skuffer og skabe - deadlines og aftaler overholdes og alle ved, hvad de skal, når de skal det. Det giver mig overskud og ro, at have kontrol over kaos (stadig ikke den nyerhvervede erkendelse!). Jeg har længe haft en opfattelse af mig selv som et struktureret og rimelig selvdisciplineret menneske.
Men det er jeg så nok ikke (der var den!). I hvert fald ikke i den grad jeg hidtil har opfattet mig selv som. Jeg kunne godt se, at vi ikke altid (som i jævnligt) kom hjem til et ordnet hus, sedlerne i børnehaven blev ikke altid leveret til tiden, madplanen blev ikke overholdt, og morgenritualerne blev mere og mere hektiske. Vi har forsøgt os med opstramninger, huskelister over ugens opgaver og skemaer - og sikkert alt muligt andet også. Faktum er, at nullermændene stadig trivedes i hjørnerne, vasketøjsskuffen konstant var mere fyldt end gangene på de danske hospitaler og børneintra blev ignoreret temmelig hårdt - ufrivilligt. Men først i weekenden, da min far kiggede forbi, og i en diskussion om helhedsskolens genialitet (og mangel på samme) spørger mig, om jeg ville have nok disciplin til at fragte mit yngel til og fra stævner hver weekend, hvis de valgte at gå ind i konkurrencesport. Øøøhh, ja da! var mig lettere børnefornærmet svar. Jeg er vokset op med konkurrencesportens forpligtelser, så det skænkede jeg ikke mange tanker. Faktisk var jeg noget mere fornærmet over, at min far måske ikke fandt mig lige så struktureret og selvdisciplineret som jeg selv gør/gjorde. Der er jo sådan jeg har set mig selv længe, men måske er det ikke sådan jeg fremstår for andre?!

Og nu har jeg erkendt, at jeg i stor grad har brug for orden og struktur for at trives, men at jeg som person faktisk ikke er særlig struktureret. Det kan godt blive en ond spiral - jo mere kaos, jo mindre trivsel og jo mindre trivsel, jo mindre overskud til at skabe orden i kaos.
Så nu har jeg meldt mig som mail-notifikations-modtager på børneintra, så jeg ikke misser vigtige beskeder, lavet liste over deadlines, og aftalt med gemalen at vi ikke går i seng før huset er ordnet. Næste step vil være noget med at ordne morgendagens tøj og madpakke dagen før, ordne vasketøj, når der er til en vask (i stedet for når skuffen har brækket sig udover hele bryggerset), og sætte vigtige papirer i mappen, når de dukker op. Måske er jeg som person ikke udpræget selvdisciplineret, men jeg er sikker på, at jeg kan tilegne mig egenskaberne, så jeg kan finde en gylden middelvej...

Påskenydelse!

Så ramte vi påsken - og hvilken en! Har i ugevis glædet mig som et lille barn til denne højtid, der i den grad symboliserer forår med sine friske farver, solstrejf, varme i luften og lysere aftener. Så det er noget af en bitter pille, at der stadig ligger sne i haven, luften er iskold og vejrgutten snakker om mere sne og nattefrost i den kommende weekend! Øv bøv.

Den seneste tid er fordrevet med strikning - ikke meget, men jeg er i gang med Tullens ønskede babytæppe i pink - samt endnu en clutch i candy wrapper-flet. Og så alt det arbejde jeg har kunnet skrabe til mig. Påskedagene nydes med ungerne, mens gemalen arbejder. Vi holder vejret en smule ift. den muligt kommende lockout af lærerne. Selvom jeg som ufaglært lærervikar ikke er lockout'et, er jeg inddirekte ramt - for hvis lærerne ikke arbejder, er der heller ingen sygdomsramte timer, der skal vikardækkes! Og uden at smide mig selv ud i en langvarig harm argumentation (hvilket jeg er ALT for træt til!), så er jeg ikke i tvivl om, hvor min sympati hører til. Forhåbentlig bliver det kun til et par dages ekstra fritid.

Efter påske starter Tullen for alvor op på indskolingsforløbet. Vi ved også nu, hvor hun skal starte efter sommerferien. Og hun topglæder sig! Hvilket er hvilket er uhæmmet meget mere end man kan sige om moar'en... Suk hvor ville jeg gerne pakke hende ind i bobbelplast, hjemmeskole hende og beskytte hende mod skolegårdens junglelov. Min lille uskyldige, tillidsfuldhed og en anelse naive Tulle skal ud i den store, grumme og virkelige verden. Hyyyyyyyyl!!! Tror bare jeg dropper fuldstændig at forholde mig til det. Bare lidt endnu.

Nyt projekt

Jeg er jævnligt på jagt efter nye udfordringer. Især inden for det kreative felt. Sidste år satte jeg mig for at lære at hækle. Og det er lykkedes - ikke til perfektion, men så jeg er rimelig habil. Jeg har masser af uafsluttede hækleprojekter liggende, og få færdiggjorte. Sådan er det åbenbart med mig. Det er læringsprocessen, der er interessant. Hækleriet har ligget stille længe efterhånden, ligesom det meste andet kreative fra min side. Nu klør det så i fingrene igen, og denne gang er valget faldet på strikning!
Min mor og mormor er og var fantastisk dygtige til at strikke. De har gennem årene fremtryllet varme bløde beklædningsdele til os børn, som måske nok først med tiden lærte at sætte pris på det. Jeg gjorde selv nogle halvhjertede forsøg på at lære strikkekunsten i min barndom og tidlige ungdom. Jeg mistede gejsten rimelig hurtigt hver gang, mine produkter bestod af skæve og håbløse strimler strik og evnerne begrænsede sig til urimelig langsom retstrikning...
Min højt elskede mormor døde for knap 3 1/2 år siden efter kort tids sygdom, men min mor strikker videre. Og nu vil jeg også! Jeg vil gå i deres fodspor - så godt jeg kan. Jeg har ingen forhåbninger og at kunne udfylde deres sko - løfte arven efter dem - men jeg ville gerne kunne hyggestrikke efter simple opskrifter. Og indtil videre er det da gået over al forventning. Jeg lurede selv at slå masker op, og her efter 30-35 omgange (hedder det det inden for strikning?!) er der STADIG 20 masker på pinden. Kæmpe succes!!! Jeg har holdt mig til ret, men om lidt begiver jeg mig ud i vrang - som virker noget mere indviklet og langsommeligt. Men stolt, det er jeg...
Hvad der ender ud i, ved jeg ikke. Min tulle har gjort krav på resultatet, så jeg lader hendes fantasi bestemme.

Blog pause...

Jeg læste engang, at var man først begyndt at blogge, så ville man ikke kunne slippe det igen - en gang blogger, altid blogger! Jeg ved ikke, om jeg er rigtig blogger - denne blog er ikke oprettet for, nødvendigvis, at have en masse følgere eller for at sprede store bevingede ord. Jeg oprettede bloggen for at have er fristed, hvor jeg havde mulighed for at dyrke tanker og kreativitet uden at være tvunget til at tænke over politisk korrekthed. Derfor ville jeg i første omgang heller ikke promovere den eller gøre opmærksom på den, og der gik lang tid, før jeg alligevel valgte det.

I 2011 gennemgik vi herhjemme en, for os, hård og udmattende tid. Jeg fik til tider luft herinde for alt det, der rørte sig i hovedet, men var svært at sige højt. Da tingene ændredes, og vi igen kom ovenpå, blev det svært at finde tid til at skrive - og generelt være kreativ. Jeg kom sjældent herind, og følte at jeg skrev bare for at skrive, og det, jeg skrev, føltes ikke som mig og mit, men påtaget og kunstigt. Så interessen faldt, og aktiviteten stoppede.

Nu er der efterhånden både overskud og tid - og ikke mindst lyst - til at genoplive bloggen. Jeg mærker igen behovet for at være kreativ og behovet for at holde styr på inspiration, projekter, tanker og alt det andet i livet. Jeg læste en gang at man som blogger skulle skrive ca. hver 2. dag for at opnå så mange læsere som muligt. Nu har antallet af læsere aldrig været årsagen til denne blogs oprettelse - om end det er både smigrende og motiverende med faste læsere. Derfor vil jeg gøre mit bedste for fremadrettet kun at tænke i kvalitet fremfor kvantitet :)