Da jeg forleden "offentliggjorde" min blog, fortalte jeg en smule om, hvorfor jeg i tidernes morgen begyndte på min scrapbog. Jeg synes også, at den historie hører til herinde, om ikke andet så for min egen skyld, så jeg husker på bogens oprindelige formål.
Min scrapbog er min "arv" til mine børn. Den skal fortælle dem om den ubegrænsede kærlighed, jeg føler for dem, hvis jeg en dag ikke længere er i stand til selv at være tilstede. De er elsket, og har været det fra dag 1, og det skal de vide - med eller uden mig til at vise det.
Baggrunden for disse alvorlige tanker kommer her: et par i vores ydre bekendtskabskreds fik deres 2. barn i det forår, hvor vores datter var ca. 10 mdr. I sommeren samme år deltog vi i samme komsammen, som mine svigerforældre var med til at arrangere. Alt virkede fint og fyldt med babylykke, og vi nød vores egen guldklump, som på det tidspunkt var lige omkring 1 år. Men kort tid efter fik vi en melding, som bestemt ikke var rar. Kvinden, som er på min alder, sund, frisk og langt mere fysisk aktiv end jeg, havde fundet en knude i brystet, som i første omgang blev afvist som en hævet mælkekirtel, men ved nærmere eftersyn viste sig at være kræft - og desværre med spredning. Hun kom heldigvis igennem det, men fik tilbagefald omkring 1 år efter, og kæmper stadig med det i skrivende stund. Jeg sender ofte en tanke i hendes retning, og håber, at hun har styrke nok til at overmande sygdommen.
Men tanken om, at man som nybagt mor i så ung en alder kunne blive ramt af noget så voldsomt, chokerede mig. Den største frygt som forælder er at miste sine børn - min næststørste frygt er, at jeg må forlade dem! Især mens de er så små, at de endnu aldrig ville kunne huske min stemme, mine kys, mit udseende - og ikke mindst min altoverskyggende kærlighed til dem. Dén tanke kunne jeg næsten ikke bære, og jeg synes det var så voldsomt uretfærdigt og meningsløst. Altså, jeg vidste jo, set med de rationelle briller, at ingen uanset alder er fredet ift. sygdom, ulykke osv., men alligevel var jeg overrasket - sådan lidt på den måde at jeg følte mig ført bag lyset af skæbnen; man kan da ikke give lykke med den ene hånd og så sende sådan en omgang afsted med den anden!!
Jeg følte, at jeg måtte lave noget, mine børn (på det tidspunkt: barn) kunne have som et vidnesbyrd om, at de altid har været og altid vil være elsket. Det var - og er - mig magtpåliggende, at de aldrig i deres liv vil tvivle på det. Og hvis jeg en dag ikke længere kunne være der til at vise og fortælle dem det, så måtte jeg finde en måde at få det fortalt alligevel. I starten overvejede jeg en dagbog, men en scrapbog fortæller ikke kun historierne i tekst, men også i billeder. Og billeder kan ofte udtrykke kærlighed mere end ord.
I starten var bogen et vidnesbyrd om MIN kærlighed til dem, men meget hurtigt kom den til at omfatte hele familiens. Og det er jeg glad for i dag, hvor vi har mistet alt for mange af dem, der elskede dem fra starten. Det bliver en omfattende bog - og med tiden nok også en serie - da den startede ved min datters 3D-scanning og så fortsætter i kronologisk orden. Jeg er pt. bagud, men håber at de kommende mørke vinteraftener vil rette op på det.
En ting er sikkert: mine børn af elsket. Ikke blot af deres far og mor, men af mange, og dét skal de aldrig være i tvivl om.
