Ja, det er vist alt, det lige kan blive til for tiden. December skulle være måneden, hvor denne blog skulle bombarderes med indlæg og billeder af alle de fantastiske jule-hygge-krea-ting, jeg skulle producere. Det blev den ikke!
Vi er igennem (endnu) en rutchetur, og det føles lige nu, som om den kun fortsætter én vej: nedad! Min kære stressramte mand blev efter 10 dages sygemelding præsenteret for en fyreseddel. "Driftsmæssige årsager" lød begrundelsen. "Driftsmæssige årsager" mig i måsen! Vi er ikke et milisekund i tvivl om, at den fyring er så personlig, som den overhovedet kan blive. Distriktchefen har længe haft et horn i siden på manden min, og varehuschefen er et ynkeligt lille væsel, der ingen skrupler har ift. at ofre alle andre for at redde sig selv. Det gik så ud over os.
Efterfølgende kan vi godt se, at det ikke var arbejdspresset, der slog manden ned, selvom det var dét, vi troede i starten. Det står helt klart, at det var det psykiske miljø, der har været skurken. igennem det sidste halve år, har både varehuschef og distriktschef i større og større grad chikaneret, udelukket og mobbet ham ud. Vi vidste bare ikke, at de ting, han blev udsat for også blev kategoriseret som det. Af samme årsag er det næsten en lettelse at vide, at han ikke skal tilbage dertil. Men det er ambivalent, for der er ingen tvivl om, at vi er fyldt af vrede, bitterhed og ønsket om hævn over de to ynkelige skabninger.
Usikkerheden, der følger en sådan fyring, har smidt os, nok mest mig, ud i en større personlig krise. Jeg har længe haft mine bekymringer om det økonomiske ift. at jeg stod uden job, men det er intet imod vores nuværende situation. Vi kan godt lige klare os på 2 dagpengeindtægter, men det bliver dælme ikke sjovt! Og alle de her hændelser har sparket min tro på, at der er et job til mig endnu længere væk - faktisk har jeg svært ved at få øje på den. Og med møde med 2. aktør og intensiv aktivering lige rundt om hjørnet har min stress-panik-angst fået ny næring. Er så træt af det her system - især så længe jeg sidder på den "forkerte" side af bordet.
Jeg er ikke i tvivl om, at manden har et job inden hans opsigelse udløber. Om ikke andet vil han sikkert kunne få job i en butik igen, men det kan jeg næsten ikke overskue. Jeg har fundet ud af, hvor meget jeg egentlig hadede, at han nærmest ikke var hjemme hver 2. weekend, havde lange eftermiddage i hverdagen, så han sjældent kunne hente unger osv. Men sælgerjob hænger ikke på træerne for tiden. En god håndværkerven har også tilbudt ham ansættelse, men det er jeg lidt skeptisk overfor, da jeg synes, det vil være virkelig synd, hvis der opstår uoverensstemmelser, og venskabet ryger i svinget. Men det er da rart at have som sikkerhed.
Også andre tanker sættes i gang. Efter nytår skal jeg som nævnt i yderligere nærkontakt med systemet, og manden skal involveres i sygedagpengesystemet - så vores børn har så 2 forældre, der er i "systemet". Det gør mig rigtig ked. Jeg har aldrig set os som sociale "tabere", men kan ikke lade være med at tænke sådan om os nu. Vi mister selvbestemmelse i stor stil, og det skal vores børn ikke vokse op med. Øv øv øv noget hø.
Alt det kreative jeg havde planlagt her i december er mere eller mindre skrinlagt. Jeg har simplethen ikke lyst - og så er den altså slem. Jeg har hæklet 5-6 lapper til mit evighedsprojekt (slumretæppe), og så er jeg 1/3 i gang med en mini julesok, men det er så det. Vi har dog fået julebagt og i morgen står den på konfekt. Det har bestemt ikke været den december jeg havde forudset eller ønsket, men jeg må indrømme, at jeg godt kunne vende mig til at holde ferie i hele december alle 4. Hvis det ikke lige var for usikkerhed, bekymringer, tanker osv., ville det her have været en dejlig december. Aldrig har vi haft så meget tid sammen før.
Nå, det blev vist mere end et enkelt pip. Jeg håber, at jeg kan komme med en masse gode nyheder i det nye år. For lige nu har jeg ikke meget positivt at byde ind med. Men vi er da i live... sådan da. God jul og godt nytår.
onsdag den 21. december 2011
onsdag den 23. november 2011
Testing testing...
Jeg er nu blevet en mobil Blogger - tror jeg nok! Det burde dette indlæg kunne afgøre, det er skrevet på mobilen.
Herhjemme er alt kaotisk lige nu, vil gerne skrive om det, men har svært ved at styre tankerne, så det kan blive forståeligt. Humlen er, at min kære stærke rolige bredskuldrede mand har smidt håndklædet i ringen og sygemeldt sig med stress. Måske kun midlertidigt, måske ikke. Uventet kan jeg næppe sige det var, har jo skrevet en del om det før, men det er alligevel overvældende at finde ens stærke klippe siddende i sofaen mandag morgen og sige "jeg kan simpelthen ikke overskue at køre på job!".
Min indre panikdjævel har haft det sjovt de sidste dage, og det føles ikke som om den er på vej i hi igen foreløbig. Fremtiden er skræmmende lige nu, på så mange niveauer. Men det må vente til i morgen. Nu er det sengetid.
Published with Blogger-droid v2.0.1
torsdag den 17. november 2011
6-kant og Twillight
Nu har jeg fået hæklet to prøvelapper af den afrikanske 6-kantede blomst, og det er egentlig gået ret godt - hvis jeg selv skal sige det! Storepigen har nappet begge til sine dukker, og det er helt fint, da der selvfølgelig var visse begynderfejl. Men nu står den på masseproduktion af dem, så jeg kan få lavet et lille tæppe til hende. Jeg skal bare have samlet en masse garnstumper i fine farver, så der kan komme godt med spræl på :)
Lige nu sidder jeg og ser filmen New Moon (nr. 2 i Twillight-sagaen), og prøver i hærdigt at overbevise mig selv om, at det er en helt igennem sublim filmoplevelse... men må nok indrømme at min umiddelbare respons er sådan lidt "nå... okay... tjaaa... var det dét? what´s all the fuss about?". Jeg er nok langt mere en Harry Potter-pige end en Twillight-pige. Men det er da udmærket baggrundsflimmer ;)
På søndag skal vi til julehygge i børnehaven. Jeg håber, vi får fundet julestemningen frem inden da. Jeg synes stadig, at bekymringerne hænger noget tungt over vores hoveder. Efteråret er kommet for alvor, og det kan i den grad mærkes på humør, overskud og energi. Jeg synes tankerne flyver rundt - vil manden kunne holde stand mod stressen? Hvis ikke, vil han så kunne rejse sig igen? Vende tilbage? Miste jobbet? Hvis han kan, vil han så alligevel miste jobbet? Vil jeg nå at finde noget inde mine dagpenge er væk? Vil vi ende i en kombination af det hele? Vil vi i så fald blive tvunget til at opgive huset? Vil vi kunne overleve det som familie? Ja, osv. osv. Min største frygt er, at vi mister huset - ikke så meget for min eller mandens skyld, men for ungerne. Ville hade at skulle rykke dem op med rod, især hvis vi ikke selv får valget. Og ville hade, at vi skulle i lejlighed igen eller ende ud i en stor gæld, som begrænser ungernes muligheder for oplevelser.
Nå, der skal jeg da vist love for, at min frygt blev lagt frem... Jeg håber, at manden når at finde et andet job, inden stressen indhenter ham, og jeg håber, at jeg finder et job - ligegyldigt hvilket - inden mine dagpenge er brugt op. Det er unægteligt nemmere, hvis man tror på det, og lige nu kan den tro ligge på et meget lille sted. Jeg håber - jeg håber vist mange ting for tiden - at jeg genvinder den, og gerne snart. For det er svært at gå rundt med en evig indre uro og se mørke skyer i horisonten konstant. På søndag vil jeg gøre mit bedste for at nyde julen og mine børns begejstring ved den. Så må det andet vente.
Lige nu sidder jeg og ser filmen New Moon (nr. 2 i Twillight-sagaen), og prøver i hærdigt at overbevise mig selv om, at det er en helt igennem sublim filmoplevelse... men må nok indrømme at min umiddelbare respons er sådan lidt "nå... okay... tjaaa... var det dét? what´s all the fuss about?". Jeg er nok langt mere en Harry Potter-pige end en Twillight-pige. Men det er da udmærket baggrundsflimmer ;)
På søndag skal vi til julehygge i børnehaven. Jeg håber, vi får fundet julestemningen frem inden da. Jeg synes stadig, at bekymringerne hænger noget tungt over vores hoveder. Efteråret er kommet for alvor, og det kan i den grad mærkes på humør, overskud og energi. Jeg synes tankerne flyver rundt - vil manden kunne holde stand mod stressen? Hvis ikke, vil han så kunne rejse sig igen? Vende tilbage? Miste jobbet? Hvis han kan, vil han så alligevel miste jobbet? Vil jeg nå at finde noget inde mine dagpenge er væk? Vil vi ende i en kombination af det hele? Vil vi i så fald blive tvunget til at opgive huset? Vil vi kunne overleve det som familie? Ja, osv. osv. Min største frygt er, at vi mister huset - ikke så meget for min eller mandens skyld, men for ungerne. Ville hade at skulle rykke dem op med rod, især hvis vi ikke selv får valget. Og ville hade, at vi skulle i lejlighed igen eller ende ud i en stor gæld, som begrænser ungernes muligheder for oplevelser.
Nå, der skal jeg da vist love for, at min frygt blev lagt frem... Jeg håber, at manden når at finde et andet job, inden stressen indhenter ham, og jeg håber, at jeg finder et job - ligegyldigt hvilket - inden mine dagpenge er brugt op. Det er unægteligt nemmere, hvis man tror på det, og lige nu kan den tro ligge på et meget lille sted. Jeg håber - jeg håber vist mange ting for tiden - at jeg genvinder den, og gerne snart. For det er svært at gå rundt med en evig indre uro og se mørke skyer i horisonten konstant. På søndag vil jeg gøre mit bedste for at nyde julen og mine børns begejstring ved den. Så må det andet vente.
torsdag den 10. november 2011
Scrapbooking - en tragisk historie
Da jeg forleden "offentliggjorde" min blog, fortalte jeg en smule om, hvorfor jeg i tidernes morgen begyndte på min scrapbog. Jeg synes også, at den historie hører til herinde, om ikke andet så for min egen skyld, så jeg husker på bogens oprindelige formål.
Min scrapbog er min "arv" til mine børn. Den skal fortælle dem om den ubegrænsede kærlighed, jeg føler for dem, hvis jeg en dag ikke længere er i stand til selv at være tilstede. De er elsket, og har været det fra dag 1, og det skal de vide - med eller uden mig til at vise det.
Baggrunden for disse alvorlige tanker kommer her: et par i vores ydre bekendtskabskreds fik deres 2. barn i det forår, hvor vores datter var ca. 10 mdr. I sommeren samme år deltog vi i samme komsammen, som mine svigerforældre var med til at arrangere. Alt virkede fint og fyldt med babylykke, og vi nød vores egen guldklump, som på det tidspunkt var lige omkring 1 år. Men kort tid efter fik vi en melding, som bestemt ikke var rar. Kvinden, som er på min alder, sund, frisk og langt mere fysisk aktiv end jeg, havde fundet en knude i brystet, som i første omgang blev afvist som en hævet mælkekirtel, men ved nærmere eftersyn viste sig at være kræft - og desværre med spredning. Hun kom heldigvis igennem det, men fik tilbagefald omkring 1 år efter, og kæmper stadig med det i skrivende stund. Jeg sender ofte en tanke i hendes retning, og håber, at hun har styrke nok til at overmande sygdommen.
Men tanken om, at man som nybagt mor i så ung en alder kunne blive ramt af noget så voldsomt, chokerede mig. Den største frygt som forælder er at miste sine børn - min næststørste frygt er, at jeg må forlade dem! Især mens de er så små, at de endnu aldrig ville kunne huske min stemme, mine kys, mit udseende - og ikke mindst min altoverskyggende kærlighed til dem. Dén tanke kunne jeg næsten ikke bære, og jeg synes det var så voldsomt uretfærdigt og meningsløst. Altså, jeg vidste jo, set med de rationelle briller, at ingen uanset alder er fredet ift. sygdom, ulykke osv., men alligevel var jeg overrasket - sådan lidt på den måde at jeg følte mig ført bag lyset af skæbnen; man kan da ikke give lykke med den ene hånd og så sende sådan en omgang afsted med den anden!!
Jeg følte, at jeg måtte lave noget, mine børn (på det tidspunkt: barn) kunne have som et vidnesbyrd om, at de altid har været og altid vil være elsket. Det var - og er - mig magtpåliggende, at de aldrig i deres liv vil tvivle på det. Og hvis jeg en dag ikke længere kunne være der til at vise og fortælle dem det, så måtte jeg finde en måde at få det fortalt alligevel. I starten overvejede jeg en dagbog, men en scrapbog fortæller ikke kun historierne i tekst, men også i billeder. Og billeder kan ofte udtrykke kærlighed mere end ord.
I starten var bogen et vidnesbyrd om MIN kærlighed til dem, men meget hurtigt kom den til at omfatte hele familiens. Og det er jeg glad for i dag, hvor vi har mistet alt for mange af dem, der elskede dem fra starten. Det bliver en omfattende bog - og med tiden nok også en serie - da den startede ved min datters 3D-scanning og så fortsætter i kronologisk orden. Jeg er pt. bagud, men håber at de kommende mørke vinteraftener vil rette op på det.
En ting er sikkert: mine børn af elsket. Ikke blot af deres far og mor, men af mange, og dét skal de aldrig være i tvivl om.
Min scrapbog er min "arv" til mine børn. Den skal fortælle dem om den ubegrænsede kærlighed, jeg føler for dem, hvis jeg en dag ikke længere er i stand til selv at være tilstede. De er elsket, og har været det fra dag 1, og det skal de vide - med eller uden mig til at vise det.
Baggrunden for disse alvorlige tanker kommer her: et par i vores ydre bekendtskabskreds fik deres 2. barn i det forår, hvor vores datter var ca. 10 mdr. I sommeren samme år deltog vi i samme komsammen, som mine svigerforældre var med til at arrangere. Alt virkede fint og fyldt med babylykke, og vi nød vores egen guldklump, som på det tidspunkt var lige omkring 1 år. Men kort tid efter fik vi en melding, som bestemt ikke var rar. Kvinden, som er på min alder, sund, frisk og langt mere fysisk aktiv end jeg, havde fundet en knude i brystet, som i første omgang blev afvist som en hævet mælkekirtel, men ved nærmere eftersyn viste sig at være kræft - og desværre med spredning. Hun kom heldigvis igennem det, men fik tilbagefald omkring 1 år efter, og kæmper stadig med det i skrivende stund. Jeg sender ofte en tanke i hendes retning, og håber, at hun har styrke nok til at overmande sygdommen.
Men tanken om, at man som nybagt mor i så ung en alder kunne blive ramt af noget så voldsomt, chokerede mig. Den største frygt som forælder er at miste sine børn - min næststørste frygt er, at jeg må forlade dem! Især mens de er så små, at de endnu aldrig ville kunne huske min stemme, mine kys, mit udseende - og ikke mindst min altoverskyggende kærlighed til dem. Dén tanke kunne jeg næsten ikke bære, og jeg synes det var så voldsomt uretfærdigt og meningsløst. Altså, jeg vidste jo, set med de rationelle briller, at ingen uanset alder er fredet ift. sygdom, ulykke osv., men alligevel var jeg overrasket - sådan lidt på den måde at jeg følte mig ført bag lyset af skæbnen; man kan da ikke give lykke med den ene hånd og så sende sådan en omgang afsted med den anden!!
Jeg følte, at jeg måtte lave noget, mine børn (på det tidspunkt: barn) kunne have som et vidnesbyrd om, at de altid har været og altid vil være elsket. Det var - og er - mig magtpåliggende, at de aldrig i deres liv vil tvivle på det. Og hvis jeg en dag ikke længere kunne være der til at vise og fortælle dem det, så måtte jeg finde en måde at få det fortalt alligevel. I starten overvejede jeg en dagbog, men en scrapbog fortæller ikke kun historierne i tekst, men også i billeder. Og billeder kan ofte udtrykke kærlighed mere end ord.
I starten var bogen et vidnesbyrd om MIN kærlighed til dem, men meget hurtigt kom den til at omfatte hele familiens. Og det er jeg glad for i dag, hvor vi har mistet alt for mange af dem, der elskede dem fra starten. Det bliver en omfattende bog - og med tiden nok også en serie - da den startede ved min datters 3D-scanning og så fortsætter i kronologisk orden. Jeg er pt. bagud, men håber at de kommende mørke vinteraftener vil rette op på det.
En ting er sikkert: mine børn af elsket. Ikke blot af deres far og mor, men af mange, og dét skal de aldrig være i tvivl om.
tirsdag den 8. november 2011
Julegaveide - eller bare gaveide til personen, der har alt :)
Jeg læste forleden et indlæg i knægtens forældregruppe om gaveideer til de kære mænd, og synes det her er en rigtig fin ide - omend lidt dyr:
http://www.fotoiglas.dk/
Her er mandens julegave bestemt, men kunne godt overveje det til hans fødselsdag - eller begge bedsteforældres bryllupsgave fra poderne, når de (bedsteforældrene) begge skal giftes med deres respektive kærester i 2012.
http://www.fotoiglas.dk/
Her er mandens julegave bestemt, men kunne godt overveje det til hans fødselsdag - eller begge bedsteforældres bryllupsgave fra poderne, når de (bedsteforældrene) begge skal giftes med deres respektive kærester i 2012.
At springe ud...
... er nok altid lettere sagt end gjort. Ligegyldigt om det er ud i noget nyt, ud af skabet, eller ud som blogger, som jeg gjorde i dag! Sådan da.
Da jeg oprettede denne blog, var det mest for at holde styr på de kreative ting, jeg syslede med - billeder af kager og indhold, de flettede tasker osv., samt et sted at lave en altid tilgængelig liste med links til de kreative sider, jeg ville bruge som inspiration. Derudover fandt jeg selve bloggerdelen interessant, fordi jeg her kunne skrible mine erfaringer ned, så jeg i min til tider distræte verden ikke lavede samme fejl hver eneste gang.
Ret hurtigt tænkte jeg, at der med tiden nok kom lidt personlige emner op også - og jeg fik ret ;) Faktisk skete det ikke med tiden, men fra start stort set. Hvilket er fint med mig.
Jeg offentliggjorde ikke min blog - eller jeg opgav den som side på Facebook, men gjorde ikke folk opmærksom på det. Jeg synes, det var så hyggeligt med mit eget lille "private" rum på nettet, og tænkte, at jeg jo med tiden kunne offentliggøre den, når jeg fik lyst. At der skulle gå knap 6 måneder, før det skete, havde jeg ikke rigtig tænkt over. Men i dag gjorde jeg det, omend overfor en begrænset flok... Jeg har ikke blæst den ud på min profil eller på nogen af de hjemmesider, jeg bruger. Det har jeg ikke behov for endnu. "Småtterier" er min blog - den er ikke meget, den er ikke professionel og den er ikke revolutionær, hverken i stil, indhold eller design, men den er min, og jeg holder af den :)
Da jeg oprettede denne blog, var det mest for at holde styr på de kreative ting, jeg syslede med - billeder af kager og indhold, de flettede tasker osv., samt et sted at lave en altid tilgængelig liste med links til de kreative sider, jeg ville bruge som inspiration. Derudover fandt jeg selve bloggerdelen interessant, fordi jeg her kunne skrible mine erfaringer ned, så jeg i min til tider distræte verden ikke lavede samme fejl hver eneste gang.
Ret hurtigt tænkte jeg, at der med tiden nok kom lidt personlige emner op også - og jeg fik ret ;) Faktisk skete det ikke med tiden, men fra start stort set. Hvilket er fint med mig.
Jeg offentliggjorde ikke min blog - eller jeg opgav den som side på Facebook, men gjorde ikke folk opmærksom på det. Jeg synes, det var så hyggeligt med mit eget lille "private" rum på nettet, og tænkte, at jeg jo med tiden kunne offentliggøre den, når jeg fik lyst. At der skulle gå knap 6 måneder, før det skete, havde jeg ikke rigtig tænkt over. Men i dag gjorde jeg det, omend overfor en begrænset flok... Jeg har ikke blæst den ud på min profil eller på nogen af de hjemmesider, jeg bruger. Det har jeg ikke behov for endnu. "Småtterier" er min blog - den er ikke meget, den er ikke professionel og den er ikke revolutionær, hverken i stil, indhold eller design, men den er min, og jeg holder af den :)
søndag den 30. oktober 2011
Ikke meget kreativt input...
Øv øv øv, synes virkelig det her ledigheds-noget trækker på alle ressourcer i mig. Lige nu kan jeg slet ikke se, at der skulle være et job til mig derude et sted. Jeg er stresset over ikke at kunne hive en fast og stabil indkomst hjem til familien, og over at mine dagpenge udløber om "kun" 16 mdr. Alle omkring mig er sikre på, at jeg har god tid, og at det nok skal lykkes. Jeg kan bare slet ikke tro på det lige nu. Og det ligger virkelig en dæmper på glæden ved efteråret og den forestående jul - som jeg ellers elsker. Jeg har konstant dårlig samvittighed, når jeg laver nogle af de ting, der ellers normalt giver mig overskud - som det kreative - for jeg burde jo bruge al min tid på jobsøgningen. Og fordi jeg ikke får fyldt overskudskontoen op med de kreative sydsler, så er jeg kun på halvt blus i jobsøgningen, da det konstant kribler i mig for at hækle, flette eller hvad der nu lige er på programmet. Samtidig er manden bestemt ikke lykkelig for sit job, men er lidt bundet til det, så længe jeg står uden. Øv hvor føler jeg mig dog låst fast! Jeg har et par veje, jeg kan gå, så der er bestemt ting, jeg kan arbejde videre med, men troen på dem er lig nul. Og jeg har meget meget svært ved at finde energien til at komme i gang med dem, når jeg nu ikke kan tro på dem.
Lidt kreativt er det dog blevet til, selvom jeg synes, at overskuddet er gået i minus, og tiden løber af sted, som om den skulle nå noget!
Jeg har hæklet en smule. Efter at have hæklet et "dukkehalstørklæde" - en prøveklud, hvor jeg lige blev fortrolig med de mest gængse masker, og som min pige mente absolut var til hendes dukke - gik jeg i krig med en suttekæde, jeg så og forelskede mig i på en anden side (linket ligger på link-siden, tror nok bloggen hedder Glaphuset eller noget i den stil). Første forsøg var med en helt forkert type garn, men det var den, der lige var hjemme. Den blev alt for stor. Så op og købe nyt og prøve igen. Denne gang blev den i den rette størrelse, men var til gengæld vind og skæv og fuld af huller i varierende størrelse. 3. forsøg blev faktisk ret godt, hvis jeg nu skal sige det selv (og hvem ellers skulle!). Ingen huller i kæden - udover dem, der skal være - og kun meget lidt skævhed! Så nu skal jeg have købt nogle silicone-sutteholdere, som skal sys i den ene ende, og nogle selespænder, som skal i den anden.
Jeg er - eller var - også gået i gang med et babytæppe i dukkeformat. Mest for at øve i at hækle i zig-zag. Problemet var, at jeg startede ud med 100 masker og efter 4 rækker havde jeg ca. 125 masker - tæppet begyndte at have en mistænkelig V-form over sig, så det er nu pillet op, og når jeg en dag har overskud og fred starter jeg forfra, og så tæller jeg masker ved hver eneste række, ja jeg gør så! Jeg har lovet min pige et dukketæppe med zig-zag mønster, og dét skal hun få.
Så status er lige nu, at jeg har så mange ting, jeg gerne vil i gang med - både kreativt og jobmæssigt - men jeg kan ikke, da kreativt arbejde giver mig dårlig samvittighed overfor jobsøgningen, og jeg kan ikke være kreativ, når jeg er i dårligt humør, og jobsøgningen gør mig stresset og i endnu dårligere humør, da jeg føler mig fanget og ude af stand til at komme videre. Jeg tror det første jeg skal gøre i morgen er, at lave mig et dagsskema, hvor både jobsøgning, kreativitet, børn og motion kommer på, og så tvinge mig selv til at gøre plads til det hele, og til at nyde det hele.
Lidt kreativt er det dog blevet til, selvom jeg synes, at overskuddet er gået i minus, og tiden løber af sted, som om den skulle nå noget!
Jeg har hæklet en smule. Efter at have hæklet et "dukkehalstørklæde" - en prøveklud, hvor jeg lige blev fortrolig med de mest gængse masker, og som min pige mente absolut var til hendes dukke - gik jeg i krig med en suttekæde, jeg så og forelskede mig i på en anden side (linket ligger på link-siden, tror nok bloggen hedder Glaphuset eller noget i den stil). Første forsøg var med en helt forkert type garn, men det var den, der lige var hjemme. Den blev alt for stor. Så op og købe nyt og prøve igen. Denne gang blev den i den rette størrelse, men var til gengæld vind og skæv og fuld af huller i varierende størrelse. 3. forsøg blev faktisk ret godt, hvis jeg nu skal sige det selv (og hvem ellers skulle!). Ingen huller i kæden - udover dem, der skal være - og kun meget lidt skævhed! Så nu skal jeg have købt nogle silicone-sutteholdere, som skal sys i den ene ende, og nogle selespænder, som skal i den anden.
Jeg er - eller var - også gået i gang med et babytæppe i dukkeformat. Mest for at øve i at hækle i zig-zag. Problemet var, at jeg startede ud med 100 masker og efter 4 rækker havde jeg ca. 125 masker - tæppet begyndte at have en mistænkelig V-form over sig, så det er nu pillet op, og når jeg en dag har overskud og fred starter jeg forfra, og så tæller jeg masker ved hver eneste række, ja jeg gør så! Jeg har lovet min pige et dukketæppe med zig-zag mønster, og dét skal hun få.
Så status er lige nu, at jeg har så mange ting, jeg gerne vil i gang med - både kreativt og jobmæssigt - men jeg kan ikke, da kreativt arbejde giver mig dårlig samvittighed overfor jobsøgningen, og jeg kan ikke være kreativ, når jeg er i dårligt humør, og jobsøgningen gør mig stresset og i endnu dårligere humør, da jeg føler mig fanget og ude af stand til at komme videre. Jeg tror det første jeg skal gøre i morgen er, at lave mig et dagsskema, hvor både jobsøgning, kreativitet, børn og motion kommer på, og så tvinge mig selv til at gøre plads til det hele, og til at nyde det hele.
fredag den 14. oktober 2011
Efterår
Ja, det må jeg vist erkende, at det er blevet. Ikke at jeg som sådan har noget imod efteråret, jeg synes det er en utrolig smuk årstid, der på trods af storm og regn emmer af en ganske særlig ro krydret med smukke smukke farver. Jeg troede bare, at sidste efterår - hvor jeg teknisk set var på barsel - ville blive mit sidste efterår som ledig. Men jeg går nu igen efteråret i møde uden et job, og uden at der er nogen videre udsigt til et. Og det gør mig altså en anelse mismodig.
Men selv denne mismod skal ikke ødelægge stemningen helt. For efterår er OGSÅ ren råhygge, ryggen sammen i sofaen til en god film, hyggeligt samvær over et sjovt spil og god mad og nørklen med kreative sysler. Og jeg kan mærke, at kreativiteten klør i mine fingre. Jeg har lyst til at give mig i kast med alt! Både de gamle velkendte ting som kager, taskeflet, scrapbooking, dekoration af lys og decoupage, men også nye udfordringer som syning og hækling. Jeg har en symaskine, men har brug for et kursus i, hvordan man tråder den, hvordan man tegner mønstre op på stof, og alt andet ift. syning. Hækling - jeg lærte som lille pige at hækle en tråd og til nød at hækle en lille blomst eller en lille lap - de sidste dele er desværre glemt igen. Så her til aften har jeg luret lidt på nettet for at finde et sted at lære igen. Og indtil videre er det blevet til følgende links (ligger også i Links):
http://www.garnstudio.com/lang/dk/video.php - videoer med de grundlæggende teknikker indenfor både hækling og strik.
http://fruekelund.blogspot.com/2010/04/lr-at-hkle-pa-nettet.html - super side med links til videoer, ordlister og opskrifter.
Derudover tror jeg, at http://www.youtube.com/ kan være et rigtig godt redskab. Jeg har en smule garn og et par hæklepinde, så det er bare med at komme i gang. Lige nu glæder jeg mig til at komme i gang, men klokken er ca. 22, mand og børn er syge, og jeg ved, at begynder jeg først, kan jeg ikke stoppe igen. Så de syge familiemedlemmer taget i betragtning, må jeg nok vægte min søvn højere end hæklerier.
Men selv denne mismod skal ikke ødelægge stemningen helt. For efterår er OGSÅ ren råhygge, ryggen sammen i sofaen til en god film, hyggeligt samvær over et sjovt spil og god mad og nørklen med kreative sysler. Og jeg kan mærke, at kreativiteten klør i mine fingre. Jeg har lyst til at give mig i kast med alt! Både de gamle velkendte ting som kager, taskeflet, scrapbooking, dekoration af lys og decoupage, men også nye udfordringer som syning og hækling. Jeg har en symaskine, men har brug for et kursus i, hvordan man tråder den, hvordan man tegner mønstre op på stof, og alt andet ift. syning. Hækling - jeg lærte som lille pige at hækle en tråd og til nød at hækle en lille blomst eller en lille lap - de sidste dele er desværre glemt igen. Så her til aften har jeg luret lidt på nettet for at finde et sted at lære igen. Og indtil videre er det blevet til følgende links (ligger også i Links):
http://www.garnstudio.com/lang/dk/video.php - videoer med de grundlæggende teknikker indenfor både hækling og strik.
http://fruekelund.blogspot.com/2010/04/lr-at-hkle-pa-nettet.html - super side med links til videoer, ordlister og opskrifter.
Derudover tror jeg, at http://www.youtube.com/ kan være et rigtig godt redskab. Jeg har en smule garn og et par hæklepinde, så det er bare med at komme i gang. Lige nu glæder jeg mig til at komme i gang, men klokken er ca. 22, mand og børn er syge, og jeg ved, at begynder jeg først, kan jeg ikke stoppe igen. Så de syge familiemedlemmer taget i betragtning, må jeg nok vægte min søvn højere end hæklerier.
søndag den 11. september 2011
Tirsdag d. 11. september 2001
I dag er det 10 års dagen for den begivenhed, der ændrede verden for min generation - i hvert fald i manges øjne. Jeg fatter slet ikke, at der er gået 10!!! år, siden to fly og et par højhuse ændrede alt. Jeg husker stadig dagen meget tydeligt, men har aldrig beskrevet den for andre. Måske 10 års dagen kunne være en oplagt mulighed for at få det gjort?
Altså...
Tirsdag d. 11. september 2001 - jeg var startet på historie på SDU ca. 1½ uge før, og det var i al sin magt og vælde en helt ny, spændende, overvældende og en smule skræmmende ny verden! Nu skulle jeg virkelig oppe mig for at følge med alle de intellektuelle hoveder, der var mere erfarne og vidende end jeg. Jeg var voldsomt fascineret af alt, hvad det her nye studieliv indebar af nye mennesker, holdninger, ansvar osv., men jeg følte mig også lidt intimideret af det hele. Og indrømmet - jeg var også en anelse ung og naiv!
Den her tirsdag var jeg og min pendlerbuddy fra KBH så på vej hjem efter endnu en spændende dag på uni. Nye bøger i tasken, ny viden i knolden og nye indtryk i sindet. Toget kørte fra Odense kl. 14.48, og omkring kl. 15.00 nåede vi Nyborg. Snakken gik ivrigt mellem os, og overfor sad to unge gutter. Lige efter Nyborg ringede den ene guts mobil, og da vi sad i en familiekupé med larm, skrig og skrål, som der hører sig til i en sådan, rejste han sig og gik ud i mellemgangen. Få øjeblikke senere kom han hastigt retur, og fortalte så sin rejsekammerat og os, at der var 2 fly, der var fløjet ind i World Trade Center. Det 2. fly ramte tårn 2 kl. 15.03 dansk tid (tårn 1 kl. 14.46), og vi havde beskeden omkring 15.05, så det var jo klart, at der ikke var andre oplysninger. Og her viste min daværende naivitet sig i næsten pinlig åbenlyshed. For det første anede jeg ikke, hvad WTC var, eller hvor det lå - jo jo, kunne regne ud, at det lå i USA, men det var så det. For det andet var min kommentar, at det var dælme godt nok elendigt fløjet eller guidet! Der måtte da være nogle systemer, der havde svigtet fælt. Jeg skænkede på intet tidspunkt terror en tanke. Min pendlerbuddy, der var lidt ældre og noget mindre naiv, svarede ikke rigtigt, men blev tavs og fjern, og der var kun lidt smalltalk på vejen hjem.
Jeg hoppede af i Ringsted, og på min cykeltur hjem glemte jeg alt om højhuse og vildfarne fly. Jeg skulle hjem og pakke og derefter ud til kæresten. Vel hjemme hilste jeg lige på min far og strøg så op og begyndte at pakke bøger, tøj og diverse. Pludselig kaldte min far på mig med en panik i stemmen, der fik det til at løbe koldt ned af ryggen! Først troede jeg, at jeg havde gjort noget galt, så der vankede skideballe, men halvvejs nede af gangen fangede jeg, at jeg skulle se noget i tv - og jeg sagde så lidt for frejdigt "nååårh, det der med de to fly? Det hørte jeg da godt i toget på vej hjem". Min far stirrede temmelig vantro på mig, og begyndte at ævle op om terror, al-qaeda osv., og hvorfor jeg i alverden dog ikke havde sagt noget??? Jeg måtte så fortælle, at jeg jo egentlig troede, det var en ulykke. På dette tidspunkt var Pentagon også ramt (15.37), flight 93 var styrtet i Pennsylvania (16.03), og tårn 2 var kollapset (15.59). Udover det kollapsede tårn, var der ingen rigtige bekræftede oplysninger om de andre angreb, da jeg kom til tv, men mens min far og jeg stod og så på det, kom tv-billederne. Det var så grotesk at se på, at ingen af os kunne sidde ned eller for den sags skyld stå stille, så vi travede forbi hinanden og tv´et, indtil min mor kom hjem. Jeg fik hende til at køre mig ud til kæresten, da jeg simpelthen ikke turde cykle derud. I dag virker det jo som en relativ hysterisk frygt, men den stemning og uvished, der oversvømmede alle i de timer, havde en voldsom effekt, der minimerede al rationalitet. Ingen anede, om der ville kommer flere angreb, og hvor eller hvordan de ville ramme.
Jeg brød mig faktisk ikke om at tage ud til kæresten og forlade min familie "alene" hjemme. Derude skulle vi op og hente øl og sodavand for svigerfar, og vi kørte op til vores fælles arbejdssted, Kvickly. Der var næsten mennesketomt, og alle medarbejdere stod koncentreret i isenkram foran tv-udstillingerne. I mellemtiden var tårn 1 også kollapset (16.28), og ingen kunne helt fatte omfanget af det. Hjemme igen spiste svigerfar, kæresten og jeg pizza foran fjernsynet, og sad og fordøjede billederne sammen med maden. Og sådan gik resten af dagen, aftenen og natten.
For mig personligt blev det en skelsættende begivenhed. Resten af min barndoms naivitet forsvandt, og jeg fik smækket realiteterne lige i smasken. Det fik mig til at forstå betydningen af at være en del af et internationalt samfund- på både godt og ondt. Den personlige udvikling, som starten på uni satte gang i, blev fremskyndet og forstærket - og det var ikke nødvendigvis en negativ ting, men det var dælme en tragisk baggrund, det skete på.
Dét, der chokerede mig så voldsomt, var angrebet på de civile. Selvfølgelig var angrebet på verdens mægtigste land i sig selv chokerende, men at terrorister i det omfang tvang civile med sig i døden - og uden at vise nogen form for samvittighed - havde jeg aldrig set komme. Og at bruge passagerfly som levende missiler lå så langt udenfor min fantasis rammer. Vi havde jo alle hørt om flykapringer, Lockerbie-bomben osv. Men at bruge fly på denne måde var bare så grotesk og umenneskeligt, at jeg ikke forstod det, og i lang tid efter gibbede det i maven, når det igen igen gik op for mig, hvordan de havde udført angrebet.
Jeg tror, det var fredagen efter angrebet, at hele verdenen afholdte 3 minutters stilhed. En meget bevægende oplevelse. For det første var det vist nok første gang, at hele (den vestlige) verden enedes om 3 minutters stilhed på samme tid - og at det var hele 3 minutter, var vist heller ikke set før. Jeg og mit historiehold sad i unis store kantine - sammen med ca. 500 andre mennesker - og diskuterede de sidste dages begivenheder. Klokken nærmede sig tidspunktet, men ingen turde tage det første skridt. Til sidst rejste vores helt nye rus-hold sig, og resten fulgte med - i sig selv en stor oplevelse. I det øjeblik havde vi alle en følelse af, at verdenen gik i stå. Uni-knallerterne stoppede, kantinefolkene stoppede, busser og biler på vejen udenfor stoppede - og alt var stille. Den stilhed, der sænkede sig, var så kraftfuld, at det var svært at holde både tårer og fnis tilbage. Jeg tror, alle sørgede. En sorg både for de mennesker, der måtte følge de her tarvelige bødler i døden - og en sorg over den verden, som vi alle vidste ikke eksisterede mere. Anyway - de 3 minutter gik, og langsomt livede uni op igen, ligesom resten af verdenen.
Det lyder måske corny og toucyfeelly, men det var i den grad også bevægende - især for en ung og naiv pige, der først lige var begyndt at blive voksen. Det var sådan det var og sådan det føltes.
Altså...
Tirsdag d. 11. september 2001 - jeg var startet på historie på SDU ca. 1½ uge før, og det var i al sin magt og vælde en helt ny, spændende, overvældende og en smule skræmmende ny verden! Nu skulle jeg virkelig oppe mig for at følge med alle de intellektuelle hoveder, der var mere erfarne og vidende end jeg. Jeg var voldsomt fascineret af alt, hvad det her nye studieliv indebar af nye mennesker, holdninger, ansvar osv., men jeg følte mig også lidt intimideret af det hele. Og indrømmet - jeg var også en anelse ung og naiv!
Den her tirsdag var jeg og min pendlerbuddy fra KBH så på vej hjem efter endnu en spændende dag på uni. Nye bøger i tasken, ny viden i knolden og nye indtryk i sindet. Toget kørte fra Odense kl. 14.48, og omkring kl. 15.00 nåede vi Nyborg. Snakken gik ivrigt mellem os, og overfor sad to unge gutter. Lige efter Nyborg ringede den ene guts mobil, og da vi sad i en familiekupé med larm, skrig og skrål, som der hører sig til i en sådan, rejste han sig og gik ud i mellemgangen. Få øjeblikke senere kom han hastigt retur, og fortalte så sin rejsekammerat og os, at der var 2 fly, der var fløjet ind i World Trade Center. Det 2. fly ramte tårn 2 kl. 15.03 dansk tid (tårn 1 kl. 14.46), og vi havde beskeden omkring 15.05, så det var jo klart, at der ikke var andre oplysninger. Og her viste min daværende naivitet sig i næsten pinlig åbenlyshed. For det første anede jeg ikke, hvad WTC var, eller hvor det lå - jo jo, kunne regne ud, at det lå i USA, men det var så det. For det andet var min kommentar, at det var dælme godt nok elendigt fløjet eller guidet! Der måtte da være nogle systemer, der havde svigtet fælt. Jeg skænkede på intet tidspunkt terror en tanke. Min pendlerbuddy, der var lidt ældre og noget mindre naiv, svarede ikke rigtigt, men blev tavs og fjern, og der var kun lidt smalltalk på vejen hjem.
Jeg hoppede af i Ringsted, og på min cykeltur hjem glemte jeg alt om højhuse og vildfarne fly. Jeg skulle hjem og pakke og derefter ud til kæresten. Vel hjemme hilste jeg lige på min far og strøg så op og begyndte at pakke bøger, tøj og diverse. Pludselig kaldte min far på mig med en panik i stemmen, der fik det til at løbe koldt ned af ryggen! Først troede jeg, at jeg havde gjort noget galt, så der vankede skideballe, men halvvejs nede af gangen fangede jeg, at jeg skulle se noget i tv - og jeg sagde så lidt for frejdigt "nååårh, det der med de to fly? Det hørte jeg da godt i toget på vej hjem". Min far stirrede temmelig vantro på mig, og begyndte at ævle op om terror, al-qaeda osv., og hvorfor jeg i alverden dog ikke havde sagt noget??? Jeg måtte så fortælle, at jeg jo egentlig troede, det var en ulykke. På dette tidspunkt var Pentagon også ramt (15.37), flight 93 var styrtet i Pennsylvania (16.03), og tårn 2 var kollapset (15.59). Udover det kollapsede tårn, var der ingen rigtige bekræftede oplysninger om de andre angreb, da jeg kom til tv, men mens min far og jeg stod og så på det, kom tv-billederne. Det var så grotesk at se på, at ingen af os kunne sidde ned eller for den sags skyld stå stille, så vi travede forbi hinanden og tv´et, indtil min mor kom hjem. Jeg fik hende til at køre mig ud til kæresten, da jeg simpelthen ikke turde cykle derud. I dag virker det jo som en relativ hysterisk frygt, men den stemning og uvished, der oversvømmede alle i de timer, havde en voldsom effekt, der minimerede al rationalitet. Ingen anede, om der ville kommer flere angreb, og hvor eller hvordan de ville ramme.
Jeg brød mig faktisk ikke om at tage ud til kæresten og forlade min familie "alene" hjemme. Derude skulle vi op og hente øl og sodavand for svigerfar, og vi kørte op til vores fælles arbejdssted, Kvickly. Der var næsten mennesketomt, og alle medarbejdere stod koncentreret i isenkram foran tv-udstillingerne. I mellemtiden var tårn 1 også kollapset (16.28), og ingen kunne helt fatte omfanget af det. Hjemme igen spiste svigerfar, kæresten og jeg pizza foran fjernsynet, og sad og fordøjede billederne sammen med maden. Og sådan gik resten af dagen, aftenen og natten.
For mig personligt blev det en skelsættende begivenhed. Resten af min barndoms naivitet forsvandt, og jeg fik smækket realiteterne lige i smasken. Det fik mig til at forstå betydningen af at være en del af et internationalt samfund- på både godt og ondt. Den personlige udvikling, som starten på uni satte gang i, blev fremskyndet og forstærket - og det var ikke nødvendigvis en negativ ting, men det var dælme en tragisk baggrund, det skete på.
Dét, der chokerede mig så voldsomt, var angrebet på de civile. Selvfølgelig var angrebet på verdens mægtigste land i sig selv chokerende, men at terrorister i det omfang tvang civile med sig i døden - og uden at vise nogen form for samvittighed - havde jeg aldrig set komme. Og at bruge passagerfly som levende missiler lå så langt udenfor min fantasis rammer. Vi havde jo alle hørt om flykapringer, Lockerbie-bomben osv. Men at bruge fly på denne måde var bare så grotesk og umenneskeligt, at jeg ikke forstod det, og i lang tid efter gibbede det i maven, når det igen igen gik op for mig, hvordan de havde udført angrebet.
Jeg tror, det var fredagen efter angrebet, at hele verdenen afholdte 3 minutters stilhed. En meget bevægende oplevelse. For det første var det vist nok første gang, at hele (den vestlige) verden enedes om 3 minutters stilhed på samme tid - og at det var hele 3 minutter, var vist heller ikke set før. Jeg og mit historiehold sad i unis store kantine - sammen med ca. 500 andre mennesker - og diskuterede de sidste dages begivenheder. Klokken nærmede sig tidspunktet, men ingen turde tage det første skridt. Til sidst rejste vores helt nye rus-hold sig, og resten fulgte med - i sig selv en stor oplevelse. I det øjeblik havde vi alle en følelse af, at verdenen gik i stå. Uni-knallerterne stoppede, kantinefolkene stoppede, busser og biler på vejen udenfor stoppede - og alt var stille. Den stilhed, der sænkede sig, var så kraftfuld, at det var svært at holde både tårer og fnis tilbage. Jeg tror, alle sørgede. En sorg både for de mennesker, der måtte følge de her tarvelige bødler i døden - og en sorg over den verden, som vi alle vidste ikke eksisterede mere. Anyway - de 3 minutter gik, og langsomt livede uni op igen, ligesom resten af verdenen.
Det lyder måske corny og toucyfeelly, men det var i den grad også bevægende - især for en ung og naiv pige, der først lige var begyndt at blive voksen. Det var sådan det var og sådan det føltes.
mandag den 29. august 2011
En hektisk august...
... er ved at være slut. Og føler et personligt behov for at få det hele ned på skrift, så dette indlæg kunne godt blive det længste hidtil.
Torsdag d. 4. august havde jeg sidste dag i min praktik ved AS3. Som ledig kan aktivering som praktik være lang og føles som ren og skær opbevaring af ledige. Jeg har på ingen måde haft det sådan. Jeg er blevet udfordret både personligt og fagligt, men ville ikke undvære det. Den sidste uge var jeg sammen med en freelancer - et lidt fancy ord for en vikar - der i dagligdagen havde sit eget kommunikationsfirma og ellers bijobbede i AS3 Employments søsterselskab AS3 Development. Han var endvidere uddannet økonom. Han havde nogle virkelig dystre perspektiver på ledighedsområdet. F.eks. så han ikke kun stilstand men også en stigning i ledighedssatistikken, og så troede han ikke på, at man ville have en chance på arbejdsmarkedet efter maks. 3 år i ledighed. Rimelig ærgelige perspektiver at lufte for mig, eftersom min ledighed til oktober har varet i... ja, 3 år! Godt nok med 9 mdr.s graviditet, hvor jeg var i løntilskud og 12 mdr.s barsel, men ikke desto mindre er det til oktober 3 år siden, jeg blev færdig på uni, og der har desværre ikke været meget respons på min aktivitet udi jobsøgningen. Nu trak han da godt nok i land, da han hørte, at jeg både havde været i løntilskud og på barsel, men hans holdning havde sat sine spor i mit indre panikmonster. Øv øv, at en ellers fantastisk udviklende praktik skulle sluttes med dette.
Den efterfølgende weekend foregik i køkkenet, hvor hele 3 dåbskager skulle gøres klar til en venindes lille dreng. Billeder er lagt ind. Og så var vi lige et smut på Ringsted Festival, hvor vi skulle spise i Rock Loungen (opnået gennem mandens kontakter) og høre Sort Sol. Nu kender jeg kun "Let Your Fingers Do The Walking", og den kom som sidste ekstranummer i en 1½ minuts udgave, så det var et antiklimaks, der kunne mærkes. Men Det var nu alligevel en god oplevelse. De næste 14 dage stod i feriens tegn. Uge 32 og 33 var der dømt familiehygge. Vi skulle ikke på rejse, men havde planlagt turer ud til forskellige forlystelsesparker. Alle blev aflyst pga. det efterårsagtige vejr. Vi fandt heldigvis andre måder at hygge på, en tur til IKEA, familiebesøg, fodring af ænder osv. Derudover stod den på 30 års fødselsdag for vennerne - familien havde vi klaret i juni, men pga. en ven, der er sømand, og som vi meget gerne ville have med, rykkede vi abegildet til august. Og sikke et abegilde! Det var en skøn aften og nat, og selvom min hukommelse svigter fælt i den sidste times tid, og jeg pænt blev lagt i seng, vil jeg til hver en tid huske den fest som FANTASTISK. Dagen efter foregik på sofaen. De første mange timer brugte jeg på at sidde så stille som overhovedet muligt og få maven til at falde på plads igen. Det tog et par dage, før jeg var helt fit-for-fight, men det gik.
I sidste uge af ferien holdte vi så storepigens fødselsdag for børnehaven. Hele 4 år er hun nu. Det var første gang, vi inviterede børnehaven hjem, så det var et par ret spændte forældre, der tog i mod 14 killinger og 3 pædagoger. men det gik vist fint nok, og storepigens Bamse & Kylling-kage vakte glæde. Det tør vi godt prøve igen.
Nu er ferien slut, og "hverdagen" er startet op igen. Dvs. ungernes og mandens er. Jeg skal jo ikke i praktik mere, og teknisk set kan jeg nu gå hjemme til januar/februar, med mindre jeg vinder i joblotteriet. Det kan jeg på ingen måde overskue, så jeg arbejder, ved siden af søgning efter ordinært job, på at finde et løntilskud igen, så jeg kan bruge min ledighed på noget fornuftigt som at samle erfaring. Gerne indenfor offentlig administration.
Der er dog én fordel ved at være ledig og hjemmegående. Når ungerne er syge, behøver man ikke bekymre sig om varigheden af det. Mindstemanden er nede med sin 1. forkølelse i denne sæson, og han rammes altid samtidig af astmatisk bronkitis, så det kan godt være svært at komme helt ovenpå igen. Så lige nu kan jeg se en anelse positivt i at være arbejdsløs. Jeg har haft virkelig svært ved at finde "ro" i min ledighed, forstået på den måde, at det er rigtig svært, at "nyde" de fordele ledighed trods alt og alt andet lige har. Som i dette tilfælde. Som ledig skal man jo være på jobjagt hele tiden - hvilket er fair - men man møder tit holdningen om, at har man intet arbejde, så MÅ det da være fordi man er doven og ikke gider! Så som ledig tør jeg da ikke indrømme, at der er (meget få) situationer, hvor ledighed har sine fordele - for så er det da helt tydeligt, at man bare er luddoven og vil gå hjemme på samfundets bekostning.
Men nu har jeg tænkt mig at forsøge at få det bedste ud af det på alle fronter - praktik og løntilskud, så jeg kan opbygge den erfaring jeg mangler, networking - så jeg til alle tider i alle situationer har et netværk, jeg kan bruge, selvudvikling - så jeg bliver langt mere sikker på mig selv og groundet i mine holdninger, og sidst men ikke mindst vil jeg udnytte tiden til samvær med mine skønne unger, og dyrke mine kreative sider! Selvfølgelig vil jeg helst have et arbejde - og at have et arbejde udelukker jo ikke, at jeg kan gøre ovennævnte ting (jo, løntilskud måske) - men når min situation nu en gang er som den er, så vil jeg også have det bedste ud af den - uden at have dårlig samvittighed eller skulle forklare hvorfor, hvordan og hvorledes hver gang!
Torsdag d. 4. august havde jeg sidste dag i min praktik ved AS3. Som ledig kan aktivering som praktik være lang og føles som ren og skær opbevaring af ledige. Jeg har på ingen måde haft det sådan. Jeg er blevet udfordret både personligt og fagligt, men ville ikke undvære det. Den sidste uge var jeg sammen med en freelancer - et lidt fancy ord for en vikar - der i dagligdagen havde sit eget kommunikationsfirma og ellers bijobbede i AS3 Employments søsterselskab AS3 Development. Han var endvidere uddannet økonom. Han havde nogle virkelig dystre perspektiver på ledighedsområdet. F.eks. så han ikke kun stilstand men også en stigning i ledighedssatistikken, og så troede han ikke på, at man ville have en chance på arbejdsmarkedet efter maks. 3 år i ledighed. Rimelig ærgelige perspektiver at lufte for mig, eftersom min ledighed til oktober har varet i... ja, 3 år! Godt nok med 9 mdr.s graviditet, hvor jeg var i løntilskud og 12 mdr.s barsel, men ikke desto mindre er det til oktober 3 år siden, jeg blev færdig på uni, og der har desværre ikke været meget respons på min aktivitet udi jobsøgningen. Nu trak han da godt nok i land, da han hørte, at jeg både havde været i løntilskud og på barsel, men hans holdning havde sat sine spor i mit indre panikmonster. Øv øv, at en ellers fantastisk udviklende praktik skulle sluttes med dette.
Den efterfølgende weekend foregik i køkkenet, hvor hele 3 dåbskager skulle gøres klar til en venindes lille dreng. Billeder er lagt ind. Og så var vi lige et smut på Ringsted Festival, hvor vi skulle spise i Rock Loungen (opnået gennem mandens kontakter) og høre Sort Sol. Nu kender jeg kun "Let Your Fingers Do The Walking", og den kom som sidste ekstranummer i en 1½ minuts udgave, så det var et antiklimaks, der kunne mærkes. Men Det var nu alligevel en god oplevelse. De næste 14 dage stod i feriens tegn. Uge 32 og 33 var der dømt familiehygge. Vi skulle ikke på rejse, men havde planlagt turer ud til forskellige forlystelsesparker. Alle blev aflyst pga. det efterårsagtige vejr. Vi fandt heldigvis andre måder at hygge på, en tur til IKEA, familiebesøg, fodring af ænder osv. Derudover stod den på 30 års fødselsdag for vennerne - familien havde vi klaret i juni, men pga. en ven, der er sømand, og som vi meget gerne ville have med, rykkede vi abegildet til august. Og sikke et abegilde! Det var en skøn aften og nat, og selvom min hukommelse svigter fælt i den sidste times tid, og jeg pænt blev lagt i seng, vil jeg til hver en tid huske den fest som FANTASTISK. Dagen efter foregik på sofaen. De første mange timer brugte jeg på at sidde så stille som overhovedet muligt og få maven til at falde på plads igen. Det tog et par dage, før jeg var helt fit-for-fight, men det gik.
I sidste uge af ferien holdte vi så storepigens fødselsdag for børnehaven. Hele 4 år er hun nu. Det var første gang, vi inviterede børnehaven hjem, så det var et par ret spændte forældre, der tog i mod 14 killinger og 3 pædagoger. men det gik vist fint nok, og storepigens Bamse & Kylling-kage vakte glæde. Det tør vi godt prøve igen.
Nu er ferien slut, og "hverdagen" er startet op igen. Dvs. ungernes og mandens er. Jeg skal jo ikke i praktik mere, og teknisk set kan jeg nu gå hjemme til januar/februar, med mindre jeg vinder i joblotteriet. Det kan jeg på ingen måde overskue, så jeg arbejder, ved siden af søgning efter ordinært job, på at finde et løntilskud igen, så jeg kan bruge min ledighed på noget fornuftigt som at samle erfaring. Gerne indenfor offentlig administration.
Der er dog én fordel ved at være ledig og hjemmegående. Når ungerne er syge, behøver man ikke bekymre sig om varigheden af det. Mindstemanden er nede med sin 1. forkølelse i denne sæson, og han rammes altid samtidig af astmatisk bronkitis, så det kan godt være svært at komme helt ovenpå igen. Så lige nu kan jeg se en anelse positivt i at være arbejdsløs. Jeg har haft virkelig svært ved at finde "ro" i min ledighed, forstået på den måde, at det er rigtig svært, at "nyde" de fordele ledighed trods alt og alt andet lige har. Som i dette tilfælde. Som ledig skal man jo være på jobjagt hele tiden - hvilket er fair - men man møder tit holdningen om, at har man intet arbejde, så MÅ det da være fordi man er doven og ikke gider! Så som ledig tør jeg da ikke indrømme, at der er (meget få) situationer, hvor ledighed har sine fordele - for så er det da helt tydeligt, at man bare er luddoven og vil gå hjemme på samfundets bekostning.
Men nu har jeg tænkt mig at forsøge at få det bedste ud af det på alle fronter - praktik og løntilskud, så jeg kan opbygge den erfaring jeg mangler, networking - så jeg til alle tider i alle situationer har et netværk, jeg kan bruge, selvudvikling - så jeg bliver langt mere sikker på mig selv og groundet i mine holdninger, og sidst men ikke mindst vil jeg udnytte tiden til samvær med mine skønne unger, og dyrke mine kreative sider! Selvfølgelig vil jeg helst have et arbejde - og at have et arbejde udelukker jo ikke, at jeg kan gøre ovennævnte ting (jo, løntilskud måske) - men når min situation nu en gang er som den er, så vil jeg også have det bedste ud af den - uden at have dårlig samvittighed eller skulle forklare hvorfor, hvordan og hvorledes hver gang!
søndag den 7. august 2011
Endnu et link...
og nej, vi står ikke umiddelbart for at holde stort bryllup i nærmeste fremtid, men denne side har så mange fine og kreative DIY´s og links til andres DIY´s, så den bare MÅ gemmes, til der er tid til nærlæsning:
http://blog.bridelicious.dk/#category1.2
http://blog.bridelicious.dk/#category1.2
lørdag den 16. juli 2011
søndag den 10. juli 2011
Nye fletninger
Ja, har jo fået øjnene lidt op for taskefletning af f.eks. genbrugsmaterialer. Men synes teknikken er lidt langhåret og processen langsommelig med først opmåling, udklipning, foldning, fletning, sammensygning og vupti - endelig færdig. Men men men... glæden vil ingen ende tage: jeg har opdaget BUKOBAFLET (vs. tidligere metode kaldet CANDY WRAP)! En metode, hvor man bl.a. kan bruge gavebånd - supersmart, da man så skipper hele processen med opmåling/udklipning/foldning. Samtidig er materialeudvalget udvidet en del. Man kan selvfølgelig sagtens bruge de samme materialer som ved candy wrap, men så slipper man ikke for opmåling og udklipning.
Men her er så et par links til sider med DIY på bukobaflet:
http://bilgaardkreative.blogspot.com/p/bukobaflet.html
http://www.lovmandsminde.dk/33257015?i=41835782 + http://www.lovmandsminde.dk/33257015?i=41835782
Jeg mangler endnu en DIY til sammensyning af tasken, men må sparre med mine medflettere på http://www.baby.dk/ eller prøve mig frem. Det skal nok blive sjovt.
Men her er så et par links til sider med DIY på bukobaflet:
http://bilgaardkreative.blogspot.com/p/bukobaflet.html
http://www.lovmandsminde.dk/33257015?i=41835782 + http://www.lovmandsminde.dk/33257015?i=41835782
Jeg mangler endnu en DIY til sammensyning af tasken, men må sparre med mine medflettere på http://www.baby.dk/ eller prøve mig frem. Det skal nok blive sjovt.
lørdag den 4. juni 2011
Når man virkelig har brug for dem...
Jeg skrev i første indlæg, at denne blog nok overvejende skulle bruges til at "holde styr på kreativiteten" - men at mere personlige indlæg måske også ville blive en del af min verden herinde. Og det må så være tid til et af den slags nu.
De sidste par uger har i forbløffende grad budt på tanker og overvejelser om den verden jeg lever i - både den store vide verden, jeg kun er en lille del af og så den lille verden jeg selv har bygget op, såsom omgangskreds, familie og mig selv. Måske er det fordi jeg efterhånden kun har ganske få dage tilbage i 20´erne, og selvom jeg ikke går grædende i seng hver aften, så er det vel altid en lidt skelsættende begivenhed at forlade ét årti og sige goddag til et nyt... Selvransagning og oprydning er nærmest obligatorisk...
Jeg er et sted i livet, som passer mig udemærket. Mand, hus og to skønne og udfordrende guldklumper. Der er også stadig en masse ønsker, håb og drømme - job, bil, tilbygning/ombygning og hvem ved - en lille guldklump mere med tiden?
Jeg har nære venner, jeg værdsætter meget højt. Jeg har bekendte, jeg holder af og som er en del af mit liv, selvom vi ikke ses så ofte. Og så har jeg dem, jeg ikke helt kan finde ud af at placere.
Det er nok ingen hemmelighed for min og min mands omgangskreds, at januar 2009-august 2010 var en rigtig voldsom periode i vores liv. Det hele kulminerede i min svigerfars selvmord. En begivenhed, der ikke kan undgå at sætte spor og skabe forandring. En forandring vi ser i os selv, men så sandelig også i vores omverden. Som man ofte hører fra folk, der gennemgår større kriser, bliver der byttet om, rundt og ud i venne- og bekendtskabskredsen. Nogle overrasker og andre skuffer - det tror jeg aldrig, man kommer helt udenom. Et selvmord er en frygtelig voldsom oplevelse at håndtere, og jeg ved selv, hvor grænseoverskridende svært det kan være at henvende sig til mennesker, der er præget af et tab. Vi lærte hurtigt at spotte dem, der kunne magte at høre på os, og dem, der blev forlegne eller følte det ubehageligt. Vi følte os på ingen måde svigtet af sidstnævnte - når man er i sorg, kan det til tider være en lettelse at tale om alt muligt andet end årsagen til sorgen, så disse personer blev også en vigtig ventil i processen.
Heldigvis er det kun ganske få, der har skuffet - men desværre er det mennesker, jeg altid har regnet for nogle af de allernærmeste, og det gør ondt. Samtidig er det forvirrende, for når de nu svigter i en yderst sårbar situation, når behovet for deres nærvær er størst - hvor kan jeg så placere dem henne? Når kontakten hurtigt visner hen, og bliver reduceret til en "vi må snart finde en dag", mens vedkommende febrilsk leder efter den hurtigste og mindst ydmygende flugtvej - når de ikke på noget som helst plan magter at se en i øjnene - hvad er der så tilbage? De bliver til "én jeg kendte engang" - ikke venner, bekendte eller bekendtes bekendte... ikke engang fjender. Relationen bliver til "ingenting". Og det er svært at smide et årelangt venskab over i "ingenting-bunken", for de mennesker har trods alt betydet alt andet end ingenting for mig.
Omvendt føler jeg mig netop svigtet. Nogle mennesker, jeg troede, kunne og ville være der for mig i en hvilken som helst tænkelig krise, har haft så stort besvær med at forholde sig til det, at vores venskab blev et tåleligt offer. Det var nemmere at ofre venskabet, end at forholde sig til vores oplevelse. Eller sådan tænker jeg, at det må være. Måske mener de det virkelig, når de siger "hvis du lige skriver, kan vi finde en dag at ses"... men det er så nemt at smide den over på mig, den der med "lige at skrive", når overblik er en by i Rusland og overskud er et teoretisk begreb, man faktisk helt har glemt kan eksistere i praksis. Jeg kan kun huske ganske få ting fra midt juni til ca. november 2010 - min søns dåb, en overnatning hos min søster med ungerne, en sejltur på Sorø Sø, min datters børnehavestart og så selvfølgelig d. 16.-17. juni. Alt andet var én stor sammenblanding af voldsomme følelser i begge ender af spektret, sol, varme, sne og kulde. Og dét skuffer mig - at nogle, jeg anså for at være så tæt på mig, åbenbart ikke har været tætte nok til at opfatte dette, og i stedet for at lade mig tage initiativ til sociale aktiviteter, selv tog tråden op...
Jeg kan mærke at skuffelsen over disse "nogle", sidder tæt på overfladen i disse dage. Om jeg ender med at ligge dem i "ingenting"-bunken eller tage dem med mig som bekendtes bekendte, bekendte eller venner, ved jeg endnu ikke. Men behovet for at definere både skuffelsen over dem, og hvor de hører til, er stort for tiden.
De sidste par uger har i forbløffende grad budt på tanker og overvejelser om den verden jeg lever i - både den store vide verden, jeg kun er en lille del af og så den lille verden jeg selv har bygget op, såsom omgangskreds, familie og mig selv. Måske er det fordi jeg efterhånden kun har ganske få dage tilbage i 20´erne, og selvom jeg ikke går grædende i seng hver aften, så er det vel altid en lidt skelsættende begivenhed at forlade ét årti og sige goddag til et nyt... Selvransagning og oprydning er nærmest obligatorisk...
Jeg er et sted i livet, som passer mig udemærket. Mand, hus og to skønne og udfordrende guldklumper. Der er også stadig en masse ønsker, håb og drømme - job, bil, tilbygning/ombygning og hvem ved - en lille guldklump mere med tiden?
Jeg har nære venner, jeg værdsætter meget højt. Jeg har bekendte, jeg holder af og som er en del af mit liv, selvom vi ikke ses så ofte. Og så har jeg dem, jeg ikke helt kan finde ud af at placere.
Det er nok ingen hemmelighed for min og min mands omgangskreds, at januar 2009-august 2010 var en rigtig voldsom periode i vores liv. Det hele kulminerede i min svigerfars selvmord. En begivenhed, der ikke kan undgå at sætte spor og skabe forandring. En forandring vi ser i os selv, men så sandelig også i vores omverden. Som man ofte hører fra folk, der gennemgår større kriser, bliver der byttet om, rundt og ud i venne- og bekendtskabskredsen. Nogle overrasker og andre skuffer - det tror jeg aldrig, man kommer helt udenom. Et selvmord er en frygtelig voldsom oplevelse at håndtere, og jeg ved selv, hvor grænseoverskridende svært det kan være at henvende sig til mennesker, der er præget af et tab. Vi lærte hurtigt at spotte dem, der kunne magte at høre på os, og dem, der blev forlegne eller følte det ubehageligt. Vi følte os på ingen måde svigtet af sidstnævnte - når man er i sorg, kan det til tider være en lettelse at tale om alt muligt andet end årsagen til sorgen, så disse personer blev også en vigtig ventil i processen.
Heldigvis er det kun ganske få, der har skuffet - men desværre er det mennesker, jeg altid har regnet for nogle af de allernærmeste, og det gør ondt. Samtidig er det forvirrende, for når de nu svigter i en yderst sårbar situation, når behovet for deres nærvær er størst - hvor kan jeg så placere dem henne? Når kontakten hurtigt visner hen, og bliver reduceret til en "vi må snart finde en dag", mens vedkommende febrilsk leder efter den hurtigste og mindst ydmygende flugtvej - når de ikke på noget som helst plan magter at se en i øjnene - hvad er der så tilbage? De bliver til "én jeg kendte engang" - ikke venner, bekendte eller bekendtes bekendte... ikke engang fjender. Relationen bliver til "ingenting". Og det er svært at smide et årelangt venskab over i "ingenting-bunken", for de mennesker har trods alt betydet alt andet end ingenting for mig.
Omvendt føler jeg mig netop svigtet. Nogle mennesker, jeg troede, kunne og ville være der for mig i en hvilken som helst tænkelig krise, har haft så stort besvær med at forholde sig til det, at vores venskab blev et tåleligt offer. Det var nemmere at ofre venskabet, end at forholde sig til vores oplevelse. Eller sådan tænker jeg, at det må være. Måske mener de det virkelig, når de siger "hvis du lige skriver, kan vi finde en dag at ses"... men det er så nemt at smide den over på mig, den der med "lige at skrive", når overblik er en by i Rusland og overskud er et teoretisk begreb, man faktisk helt har glemt kan eksistere i praksis. Jeg kan kun huske ganske få ting fra midt juni til ca. november 2010 - min søns dåb, en overnatning hos min søster med ungerne, en sejltur på Sorø Sø, min datters børnehavestart og så selvfølgelig d. 16.-17. juni. Alt andet var én stor sammenblanding af voldsomme følelser i begge ender af spektret, sol, varme, sne og kulde. Og dét skuffer mig - at nogle, jeg anså for at være så tæt på mig, åbenbart ikke har været tætte nok til at opfatte dette, og i stedet for at lade mig tage initiativ til sociale aktiviteter, selv tog tråden op...
Jeg kan mærke at skuffelsen over disse "nogle", sidder tæt på overfladen i disse dage. Om jeg ender med at ligge dem i "ingenting"-bunken eller tage dem med mig som bekendtes bekendte, bekendte eller venner, ved jeg endnu ikke. Men behovet for at definere både skuffelsen over dem, og hvor de hører til, er stort for tiden.
lørdag den 21. maj 2011
Når genbrug bli´r guld...
De sidste dage - eller nok mere de sidste aftener - er gået med at øve "fletteteknikken", så plastikposer, slikposer, kaffeposer og andet plastikskrald kan forvandles til søde små punge, kurve og tasker! Jo jo, nu skal der genbruges til den store guldmedalje! Eller... mest er det jo nok for hyggens skyld, og fordi jeg ikke kan lade være med at føle mig en smule udfordret, når jeg møder sådanne kreative tiltag. Jeg MÅ og SKAL lære det, og mestre teknikken til et acceptabelt niveau. Stædig har man nok altid været.
Nå men altså som sagt har jeg nu brugt nogle timer på at flette plastik, og faktisk er det ret nemt. Det er også rimelig simpelt at sy det hele sammen - skal arbejde lidt på bunden, men det er også ok. Næste udfordring bliver at lave en kurv eller en fladbundet taske/pung. Og derefter skal der sys lynlås i de indtil videre to punge, der er i produktion.
I øvrigt er det nok kun fair at linke til den side med DIY´s, der står for min trænning udi genbrugsflet: http://genbrugblirguld.blogspot.com/p/vejledninger.html
Jeg har de sidste par måneder oplevet en voksende lyst til at begive mig ud i syningens verden. Så meget at jeg endda har fået manden til at hente min arvede symaskine ned fra loftet. Men ak - jeg har INGEN ide om, hvordan man tråder bæstet! Jeg har egentlig en fantastisk mulighed for at lære det, men det vil nok kræve et weekendkursus, og det skal der jo også lige findes tid til. Jeg skal nok komme i gang, og forhåbentlig i indeværende år!
Nå men altså som sagt har jeg nu brugt nogle timer på at flette plastik, og faktisk er det ret nemt. Det er også rimelig simpelt at sy det hele sammen - skal arbejde lidt på bunden, men det er også ok. Næste udfordring bliver at lave en kurv eller en fladbundet taske/pung. Og derefter skal der sys lynlås i de indtil videre to punge, der er i produktion.
I øvrigt er det nok kun fair at linke til den side med DIY´s, der står for min trænning udi genbrugsflet: http://genbrugblirguld.blogspot.com/p/vejledninger.html
Jeg har de sidste par måneder oplevet en voksende lyst til at begive mig ud i syningens verden. Så meget at jeg endda har fået manden til at hente min arvede symaskine ned fra loftet. Men ak - jeg har INGEN ide om, hvordan man tråder bæstet! Jeg har egentlig en fantastisk mulighed for at lære det, men det vil nok kræve et weekendkursus, og det skal der jo også lige findes tid til. Jeg skal nok komme i gang, og forhåbentlig i indeværende år!
tirsdag den 17. maj 2011
Hvorfor?
Så hoppede jeg også med på vognen og blev blogger... og hvorfor så lige det? Der findes et uendeligt antal blogs om et uendeligt antal emner, så hvordan er min anderledes end alle de andre?
Svaret er, at den bliver nok ikke så meget anderledes end andre blogs. Den er ikke skabt for at forandre verdenen eller revolutionere måden at blogge på. Men hvorfor så?
Den her blog bliver forhåbentlig mit frirum. Et offentligt frirum, men stadig et frirum. I første omgang er det mest tænkt som et sted, hvor jeg kan holde styr på de kreative sysler, jeg bruger som afstresning, men jeg afviser ikke, at mere personlige indlæg kan finde vej herind. Jeg indrømmer gerne, at jeg sjældent - hvis nogensinde - selv finder på noget nyskabende. Jeg stjæler oftest ideer med arme og ben fra andre kreative mennesker, der heldigvis ikke har noget imod at dele, og forsøger at sætte mit præg på det.
Pt. sysler jeg med kager, scrap-booking og så har jeg i denne uge bevæget mig ud i genbrugens verden, hvor der flettes tasker, punge og kurve af f.eks. (tomme!!!) slikposer, kaffeposer osv. Jeg har også lavet en del decoupage, men det ligger stille for tiden.
Skulle der være nogen, der forvilder sig herind, vil jeg kort præsentere mig selv. Jeg er knap 30 i skrivende stund, bor i Ringsted, er gift med Tom og har to fantastiske børn, Caroline på snart 4 og Magnus på 1. Jeg er desuden uddannet cand.mag i kommunikation og historie fra SDU.
Svaret er, at den bliver nok ikke så meget anderledes end andre blogs. Den er ikke skabt for at forandre verdenen eller revolutionere måden at blogge på. Men hvorfor så?
Den her blog bliver forhåbentlig mit frirum. Et offentligt frirum, men stadig et frirum. I første omgang er det mest tænkt som et sted, hvor jeg kan holde styr på de kreative sysler, jeg bruger som afstresning, men jeg afviser ikke, at mere personlige indlæg kan finde vej herind. Jeg indrømmer gerne, at jeg sjældent - hvis nogensinde - selv finder på noget nyskabende. Jeg stjæler oftest ideer med arme og ben fra andre kreative mennesker, der heldigvis ikke har noget imod at dele, og forsøger at sætte mit præg på det.
Pt. sysler jeg med kager, scrap-booking og så har jeg i denne uge bevæget mig ud i genbrugens verden, hvor der flettes tasker, punge og kurve af f.eks. (tomme!!!) slikposer, kaffeposer osv. Jeg har også lavet en del decoupage, men det ligger stille for tiden.
Skulle der være nogen, der forvilder sig herind, vil jeg kort præsentere mig selv. Jeg er knap 30 i skrivende stund, bor i Ringsted, er gift med Tom og har to fantastiske børn, Caroline på snart 4 og Magnus på 1. Jeg er desuden uddannet cand.mag i kommunikation og historie fra SDU.
Abonner på:
Opslag (Atom)